Stjernespækket udstilling åbner som en del af stort tema om Europa i samarbejde med CPH:DOX
Kunsthal Charlottenborg inviterer til fernisering på den internationale gruppeudstilling Europa Endlos i samarbejde med CPH:DOX, som også markerer åbningsaftenen for et stort tema om Europa med verdenspremiere på filmen Democracy LTD og efterfølgende talk. Åbningen er gratis og finder sted torsdag den 21. marts kl. 17-22 på Kunsthal Charlottenborg.
Torsdag den 21. marts kl. 17-22 markeres ferniseringen på Kunsthal Charlottenborgs udstilling Europa Endlos i samarbejde med CPH:DOX.
Udstillingen åbner i forbindelse med åbningsaftenen for årets store tema om Europa med gratis verdenspremiere på Robert Schabus’ film ‘Democracy LTD’ efterfulgt af talk og øl samt marathonvisning af Chris Markers seks timers demokratimesterværk ‘The Owl’s Legacy’.
Det vil være muligt at købe mad og drikkevarer fra Apollo Bar og åbningsaftenen er gratis og åben for alle.
Program for åbning
17.00-22.00: Udstillingen Europa Endlos åbner og der serveres et glas til først ankomne
17.15: Velkomst og introduktion til udstillingen ved Niklas K. Engstrøm, Head of Programme Department CPH:DOX, og kurator Henriette Bretton-Meyer, Kunsthal Charlottenborg
17.30: Chris Marker: ‘The Owl’s Legacy’, 2018 (340 min.) – med gratis billet
18.30: Robert Schabus: ‘Democracy LTD’, 2019 (96 min.) efterfulgt af talk og øl – med gratis billet
Europa Endlos
I gruppeudstillingen Europa Endlos beskæftiger en række af tidens toneangivende internationale kunstnere som Monica Bonvicini, Jeremy Deller, Jimmie Durham, Olafur Eliasson, Fischli Weiss, Daniil Galkin, Sara Jordenö, Bouchra Khalili og Wolfgang Tillmans sig med temaer som identitet, grænser, fællesskab og migration – nogle med en aktivistisk tilgang, andre på mere dokumentarisk vis. Udstillingen løber over et forår markeret af to afgørende begivenheder i europæisk politik: Storbritanniens annoncerede udmeldelse af EU-fællesskabet i marts og Europa-Parlamentsvalget i maj. Begge dele sætter demokratiet på prøve og berører EUs mange millioner indbyggere, der med det kommende valg får mulighed for at få indflydelse på Europa og forholdet til resten af verden. Værkerne er fordelt over kunsthallens nordfløj i en markant udstillingsarkitektur, og i løbet af udstillingsperioden kan de besøgende desuden opleve en række debatter, talks og filmvisninger i samarbejde med CPH:DOX. Udstillingen er kurateret af Henriette Bretton-Meyer. Læs mere om udstillingen her.
Democracy LTD
Demokratiets krise og den svigtende sociale sammenhængskraft er fænomener, der skaber overskrifter. Det hele bliver også let abstrakt. Her er filmen, der opsummerer den europæiske tilstand anno 2019. Fra nationalismens comeback til de Gule Veste, og fra udflytning af arbejdspladser – og til Østeuropa, hvor arbejdspladserne flytter hen. Vi hører begge sider i en grundig, engagerende og dybest set demokratisk film, der klipper fra land til land, og fra et synspunkt til et andet og tredje. Utilfredsheden og afmagten er voksende, men man bliver klogere på konflikten mellem interesser, når man lytter til folket selv. Filmen er skabt af den østrigske instruktør Robert Schabus og vises desuden på biblioteker i hele landet den 27. marts. Læs mere om filmen her.