Søg

Chart 2019 på Kunsthal Charlottenborg

I år indtager CHART for syvende gang Kunsthal Charlottenborg med kunstmesse, udstillinger og et stort gratis liveprogram.

Fra den 30. august – 1. september indtager CHART igen Kunsthal Charlottenborg for at samle nordens kunst- og designscene. Udover kunstmessen på Charlottenborg og designmessen på Den Frie tilbyder CHART et omfangsrigt program med udstillinger, performances, talks, koncerter og filmvisninger. Læs mere om programmet for CHART 2019 på Charlottenborg:

ART FAIR

CHART har siden sin grundlæggelse ønsket at udfordre det traditionelle kunstmesseformat, og viser igen i år de inviterede gallerier i fælles præsentationer. Med fokus på samtidskunst på Kunsthal Charlottenborg vil inviterede gallerier præsentere det hidtil største antal nye værker kommissioneret særligt til CHART. Messen vil vise en række særligt kuraterede præsentationer med både nye talenter og internationalt anerkendte kunstnere fra Norden og resten af verden.

Den norske kunstner Ann Iren Buan vil skabe et stedsspecifikt værk, der går i dialog med arkitekturen på Charlottenborg gennem væg- og loftshængte skulpturer (OSL contemporary). Helt nye værker af den danske kunstner Tove Storch og den svenske fotograf Miriam Bäckström vil supplere hinanden i en stærk, rumlig præsentation (Nils Stærk). Mens fire islandske mandlige kunstnerne gennem hver sin praksis forholder sig til maskulin angst i et samfund præget af moderne kønsroller (Hverfisgallerí). Læs mere her.

FILM

‘Blå Time’ har været en tilbagevendende filmklub på Kunsthal Charlottenborg skabt af kunstnerne Emma Rosenzweig (DK) og Albert Grøndahl (DK). Under CHART har filmklubbens sidste fire film premiere, hvorefter alle 16 film skabt af en heterogen gruppe af internationale samtidskunstnere vises i fortløbende loops på ca. 2,5 time.

Det samme Super8 kamera har gået på stafet blandt 16 kunstnere, der hver har optaget en film på 1-4 filmruller uden at efterredigere i materialet. Filmene er herefter blevet fremkaldt og vises i deres rå, uredigerede form. Der er plads til både uventet poesi og uplanlagte fejl, og filmene præsenterer en tour de force af eksperimenter og kunstneriske undersøgelser. De deltagende kunstnere er bl.a. Jonathan Meese (G), Ursula Reuter Christiansen (DK), Tal R (DK), Jockum Nordström (SE) og Emma Kohlman (US). Under CHART opfører svensk-irakisk Marie Karlberg og danske Alexander Tovborg live performances i forbindelse med visningen af deres film. Læs mere her.

UDSTILLINGER

EMERGING

Igen i år præsenterer CHART gruppeudstillingen Emerging, der giver et kurateret udsnit af den unge nordiske kunst- og designscene.  I 2019 er Emerging for tredje gang kurateret af Helga Christoffersen, tidligere kurator ved the New Museum i New York og nyudnævnt direktør for Art Hub Copenhagen. I år har Helga Christoffersen arbejdet under titlen The Gatherer, The Dumpsterdiver, The Raver, The Hunter, The Alien and The Witch, som er lånt fra et performanceværk af Oslo-baserede duo Tokyo Twins. Ved siden af værker af Océane Bruel, Maria Meinild, Joel Slotte og Agatha Wara udforsker Emerging 2019 de nye måder, hvorpå den yngre generation af kunstnere omfavner fiktionen og udvikler ikke-menneskelige karakterer eller alter-egoer som en måde at møde virkeligheden omkring dem på. Selvom de bruger forskellige medier, udforsker alle kunstnerne det næres materialitet, gennem værker, der binder personlige, næsten pinligt ærlige erfaringer sammen med stereotype, idealiserede og futuristiske versioner af virkeligheden. Læs mere her.

ARCHITECTURE

CHART Architecture har til formål at promovere og støtte unge, nordiske arkitekter samt at udforske krydsfeltet mellem kunst, design og arkitektur. På baggrund af en konkurrence i foråret 2019, er fem vinderhold udvalgt til at realisere deres skitseforslag og bygge pavilloner i Charlottenborgs to gårde. De fem vinderhold udfordrer vores forståelse af arkitekturens form og materialer med deres pavilloner SULTAN, SNUG AS A BUG IN A RUG, SALARIA PAVILION, ROCK PAPER CNC og CELL PAVILION. Læs mere her. 

 

LIVE

Her følger et udpluk af, hvad man vil kunne opleve som en del af CHART Live-programmet:

TALKS

I 2019 er CHART særligt fokuseret på at give kunstnerne ordet og komme bag den kunstneriske proces. I en tid med fast koreograferede offentlige debatter og digitale oplevelsesformater inviterer CHART til intime artist talks, hvor publikum kommer tæt på markante samtidskunstnere. Fokus vil være på det proces- og værknære, når der gives plads til at ’nørde igennem’ og gå i dybden med de refleksioner, materialer og metoder, der driver den kunstneriske proces.

Mød bl.a. andre fremadstormende svenske Arvida Byström i dialog med canadiske Chloe Wise om repræsentation og figuration i kunsten. Eller oplev finske Loji Höskuldsson og danske Rose Eken i en samtale om ‘det hjemlige’. Hør også den danske kunstner og designer FOS i selskab med kunstnerduoen Oliver Sundqvist & Frederik Nystrup-Larsen i en performativ forelæsning om forholdet mellem design og kunst eller deltag i diskussionen om performativt design med designere Kiyoshi Yamamoto (BR), Milla Vaahtera (FI) og Frederik Paulsen (SE).

Et af USAs mest respekterede museer Nasher Sculpture Center i Dallas lægger desuden vejen forbi Charlottenborg og præsenterer sammen med CHART en talk om forholdet mellem kunst, skulptur og det offentlige rum med deltagelse af danske Nina Beier, britiske Martin Boyce og Michael Elmgreen fra den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset. Læs mere her.

PERFORMANCE

Josephine Philip og Hannah Schneider er begge kendt fra populærmusikkens verden, hvor de har succesfulde karrierer både som solister og i bands som Darkness Falls, AyOwa og kvindekoret Korage. Siden 2018 har de to sangere, sangskrivere og komponister fundet sammen som performanceduoen Philip | Schneider, hvor de skaber rummelige kompositioner, der engagerer krop, ører og sind. Under CHART 2019 er der uropførsel af værket Soil Water Sun, hvor de med en ny korkompostion for otte kvindestemmer og et vækstlaboratorie udviklet i samarbejde med Poppykalas, et københavnsk blomsterdesign-studie, har skabt en sanselig total installation. Værket undersøger menneskets forankring i naturens cyklus, eller mangel på samme, og giver grobund for fordybelse og refleksion. Læs mere her.

INFORMATION

Det fulde program vil blive offentliggjort den 19. august. Læs mere og hold dig opdateret løbende med nyheder fra CHART på chartartfair.com og på Facebook. Find praktisk information her.

Entré
1-dags billet – 120 kr.
3-dages billet – 225 kr.
1-dags billet, studerende eller pensionist med gyldigt ID – 65 kr.
Børn 0-16 år – Gratis

Billetter gælder både entré til kunstmessen på Kunsthal Charlottenborg og til designmessen på Den Frie. Det offentlige liveprogram er gratis.

Åbningstider (messe)
Fredag, 30. august
15:00 – 16:00 (VIP)
16:00 – 20:00

Lørdag, 31. august
11:00 – 12:00 (VIP)
12:00 – 18:00

Søndag, 1. september
11:00 – 12:00 (VIP)
12:00 – 17:00