Søg

Art Cinema præsenterer prisvindende dokumentarer

Kunsthal Charlottenborgs nye biograf, Charlottenborg Art Cinema, har fået en enestående mulighed for i februar og marts at vise en serie anerkendte dokumentarfilm udvalgt af The Why Foundation og skabt af nogle af verdens bedste dokumentarister.

PERIODE FOR VISNINGER: 15. februar – 15. marts

Den danske non-profit organisation The Why Foundation har siden 2015 årligt udvalgt 20 journalistiske dokumentarfilm af højeste kvalitet og distribueret filmene i en samlet serie kaldet World Stories til lande, der mangler de fornødne økonomiske ressourcer og/eller tradition for at lade uafhængige og underrepræsenterede stemmer komme til orde.

Kunsthal Charlottenborg og The Why Foundation har nu indgået samarbejde om visning af fire film, som optakt til CPH:DOX, under titlen World Stories at Kunsthal Charlottenborg. Filmene vises i perioden 15. februar – 15. marts i Charlottenborg Art Cinema med screening af en ny film hver uge. Filmene er alle med engelske undertekster.

PRISVINDENDE DOKUMENTARER DER GØR EN POLITISK OG SOCIAL FORSKEL
Funderet i stærke partnerskaber med lokale tv-stationer og BBC World News, distribueres World Stories til befolkninger i lande lige fra Brasilien til Vietnam, fra Rusland til Bhutan – og hele Mellemøsten. Et globalt oplysningsprojekt, der har til formål at gøre uafhængigt journalistisk indhold tilgængeligt for så mange mennesker som overhovedet muligt.

“All people should see these films, because you don’t really know how the world is, until you have.”

Dokumentarfilm bidrager til refleksion, debat og nye forståelser. Flere film fra World Stories-serien, hvoraf de fleste har høstet internationale priser, har skabt social og politisk forandring og udfordret grænserne for hvad og hvem, der kommer til orde samt hvilke emner, der debatteres i det offentlige rum. Innocent on Death Row er en af filmene, der vises på Kunsthal Charlottenborg.

Det er en film om en ung spansk-filippinsk mand, Paco, som blev dømt for to brutale mord, han sandsynligvis ikke har begået. Filmen blev vist for første gang på filippinsk TV gennem World Stories. Udsendelsen skabte enorm debat i landet og genoplivede den igangværende retfærdighedskampagne for Paco. Selvom Paco stadig ikke er løsladt, så har han nu fået særlig tilladelse til at studere og arbejde deltid som kok.

World Stories film er nogen af verdens mest vedkommende dokumentarer understreger Richard Porter, Head of BBC World News: “All people should see these films, because you don’t really know how the world is, until you have”.

Læs mere om effekten af World Stories-filmene.

PROGRAM FOR VISNINGER
15. februar kl. 18.30 – Talk og filmscreening: Please Vote for Me
Introduktion til World Stories ved en af grundlægger af The Why Foundation Mette Hoffmann Meyer. Herefter screening af Please Vote For Me.

Er demokrati en universel værdi, der kan tilpasses alle? Den kinesiske instruktør Weijun Chen udfolder et demokratisk eksperiment, hvor han lader en skoleklasse i Wuhan i det centrale Kina stemme om, hvem der skal være deres klasse-formand. Eksperimentet udfolder demokratiets uskønne strategier i kinesisk børnehøjde, og filmen giver både reflekteret indsigt i Kina anno i dag og i demokratiets styrker og svagheder. Weijun Chens film fremviser de demokratiske processer i en tid, hvor det ikke altid er helt forudsigeligt, hvem folket vælger.
Længde: 45 min
Instruktion: Weijun Chen
Land: Kina

22. februar kl. 19.00 – Filmscreening: Dancing Boys of Afghanistan
Instruktørerne Najibullah Quraishi og Jamie Doran sætter fokus på en gammel tradition i Afghanistan, hvor fattige drenge fra 10 års alderen uvidende havner i et liv som såkaldte ”Bacha Bazi” – dansende drenge. Drengene trænes til at synge og danse i forførende kjoler foran et mandligt publikum, og blandt magtens elite er der skjult prestige i at ’eje’ de bedste dansende drenge, der handles og seksuelt udnyttes. Denne praksis er i princippet ulovlig, men stadig vældig udbredt, da det netop er magthaverne, der er involveret i markedet for De dansende drenge.
Længde: 45 min
Instruktion: Najibullah Quraishi og Jamie Doran
Land: Afghanistan

1. marts kl 19.00 – Filmscreening: Miners Shot Down
I august 2012 besluttede en række minearbejdere, tilknyttet en platin-mine udenfor Johannesborg i Sydafrika, at strejke for en bedre løn. Filmen følger både minearbejderne og arbejdsgiverne seks dage op til dagen, hvor strejken ender i en massakre med 34 døde og endnu flere sårede. Nedskydningen beskrives som den første post-apartheid massakre i Sydafrikas historie, og instruktør Rehad Desai formår at visualisere en politisk situation, hvor en subtil sammensværgelse af de magtfulde instanser i konflikten til dato nægter at påtage sig ansvar.
Længde: 45 min
Instruktion: Rehad Desai
Land: Sydafrika

8. marts kl. 19.00 – Filmscreening: Innocent on Death Row
Drengen ‘Paco’ dømmes skyldig for mord og voldtægt i en by 500 km væk fra hans hjem i Manila. Absurditeterne og uretfærdigheden gennemsyrer hele denne dragende dokumentar om korruption og magt, der går ud over en sagesløs dreng, der må starte sit liv som ’skyldig’ i et filippinsk fængsel og til stadighed sidder fængslet, nu i Spanien. Sagen, der handler forsvindende lidt om de reelle ofre, bliver i stedet et spørgsmål om konspiration og afledningsmanøvre i et tungt retssystem. Pacos sag kører stadig og kan følges på flere medieplatforme som fx www.facebook.com/FreePacoNow.
Længde: 45 min
Instruktion: Michael Collins og Marty Syjuco
Land: Filippinerne

TALK MED WHY FOUNDATION-GRUNDLÆGGER
I forbindelse med screeningen af de fire World Stories-dokumentarer, har Kunsthal Charlottenborg inviteret en af de to grundlæggere af The Why Foundation, producent Mette Hoffmann Meyer til at komme og fortælle om dokumentarserien. Dette sker onsdag den 15. februar kl. 18.30 som en del af Charlottenborg Art Talks-serien.

OM WORLD STORIES – ENESTÅENDE DOKUMENTARFILM REDIGERET TIL TV
World Stories er en årlig serie på 20 dokumentarfilm skabt af anerkendte filmskabere, der fortæller historier om den verden, vi lever i. Redaktionen bag World Stories udvælger 20 enestående dokumentarfilm om året og klipper hver film ned til en 45 minutters TV-version. Herefter distribueres filmene i lokale sprogversioner til TV-stationer verden over- så de er let forståelige.

World Stories har det største publikum for nogen dokumentarfilmserie i verden. Gennem The Why Foundations unikke netværk af TV-udbydere, når filmene ud til millioner af seere, bl.a. via TV Rain (Rusland), UN Futura (Brasilien), VTC (Vietnam), Wattan TV (Palæstina), Aljadeed (Libanon) og BBC World News.

The Why Foundationer netop nu i gang med at forberede 3. sæson af World Stories.
Se mere om World Stories i denne trailer.

Læs mere om Charlottenborg Art Cinema, der befinder sig på Kunsthal Charlottenborgs mezzanin på 1. sal HER.