Banebrydende kunstnerkollektiv fra New York åbner videoudstilling under CPH:DOX

Det internationalt anerkendte kunstnerkollektiv DIS, der stod bag den seneste Berlin Biennale, kommer nu til København. Udstillingen DIS presents: What Do People Do All Day? præsenterer et udvalg af spektakulære videoværker fra den nyudviklede videoplatform dis.art såvel som filmiske miljøer og installationer, der stiller spørgsmål til samfundets fremtid og hvad vi mennesker gør i vores hverdag for at påvirke den. Udstillingen er skabt af Kunsthal Charlottenborg i samarbejde med Tranen – Rum for Samtidskunst og åbner torsdag den 19. marts 2020 kl. 17-22 som en del af CPH:DOX.

Videoplatformen dis.art er et forsøg på at udbrede tankerne gennem film skabt af kunstnere, filmskabere og tænkere, der alle beskæftiger dig med edutainment som fremtidens læreform. På udstillingen DIS presents: What Do People Do All Day? kan de besøgende opleve et udvalg af disse film fra dis.art, der fremhæver dét, der drager DIS lige nu: tilhørsforhold i en rodløs netværksbaseret verden; forstædernes indtog; kunstig intelligens; forholdet mellem teknologi, vision og magt, samt arbejdets fremtid:

”Miljøet kollapser, og imens bruger vi vores tid på at klikke og scrolle, sende billeder ud i æteren og sjældent læse andet end overskrifterne – alt imens den dybere historie stadigt bliver mere umulig at få greb om. Men selv i vores teknokapitalistiske nutid findes der folk, der serverer måltider for andre, gør rent og transporterer ting fra ét sted til et andet.” – DIS, New York

Titlen What Do People Do All Day? er hentet fra den danske billedkunstner Simon Dybbroe Møllers nye værk, der i sig selv er en moderne opdatering af Richard Scarrys børnebog fra 1968 med samme navn – en bog, hvor nuttede dyrefigurer udfører en række helt typiske jobfunktioner. Simon Dybroe Møller er netop tiltrådt som Professor på Kunstakademiets Billedhuggerskole i efteråret 2019 og bidrager med et helt nyt værk til udstillingen.

Udstillingen sammenstiller overflade og kompleksitet, fortid og fremtid, pædagogik og kunst og stiller netop dette spørgsmål om hvad folk egentlig laver i løbet af dagen, for dels at anerkende vores aktuelle passivitet og dels aktivt at undersøge, hvad der bør gøres.

De deltagende kunstnere på udstillingen er: Hannah Black (Storbritannien), Derek Larson (USA), Jacob Hurwitz-Goodman (USA), Ilana Harris-Babou (USA), Will Benedict (USA) & Steffen Jørgensen (Danmark), Olivia Erlanger (USA) & Luis Ortega Govela (Mexico), Meriem Bennani (Marokko), Simon Dybbroe Møller (Danmark), Theo Anthony (USA), DIS (USA) m.fl.

Fænomenet ”unboxing”-videoer er én af kapitalismens mere besynderlige forekomster, hvor publikum oplever en frydefuld spænding ved at se vildtfremmede mennesker åbne pakker og fremvise de ting, de har købt på nettet. I What’s in the Box? with Hannah Black (2018) vender Hannah Black op og ned på denne forbrugsdrevne voyeurisme, idet hun afslører symbolske produkter og pakker tidens presserende tanker op i selskab med indbudte gæster som bl.a. Zahira Kelly (@bad_dominicana). Det hele foregår i bedste ”late night talkshow”-stil med kunstneren siddende bag sit skrivebord.

Derek Larsons Très Mall (2019) er en eksistentialistisk tegnefilm om tre unge kunstnere fra Savannah, Georgien. Selv om hovedpersonen, Jon, og hans venner kan virke som blasert utilfredse besættere, der ikke så meget er drevet af politiske motiver som af økonomiske bevæggrunde, stiller de ikke desto mindre nogle af tidens vigtigste spørgsmål: Kan vi opfinde en ny slags kærlighed? Hvad oplever objekter? Har dyr moral? Hvilke former for vold påfører skærmen os? Hvornår bliver en forbindelse mellem mennesker for stærk? Har vi virkelig brug for endnu en genindspilning af Stargate?

I Jacob Hurwitz-Goodmans Early Stage (2019) taler den kunstige intelligens sin egen sag, så vi ikke længere behøver at spekulere over, hvad de kunstige intelligenser synes om os: Tilbeder de os? Har de medlidenhed med os? Er det ynkeligt af os at spørge om det? Den kunstige intelligens, der her fremstår i Casey Jane Ellisons skikkelse, fortæller os, at det altså er hende, der bestemmer. Jo, vi kan godt klikke på pause, men vi er faktisk bare en hæslig klump af celler, der kravlede ud af ursumpen for nogle milliarder år siden og har udviklet os siden. Vi har ikke skabt noget, vi har bare sørget for, at de nye intelligenser kunne opstå.

Hvad kunne vel egne sig bedre som optagested for fremtidens mad-TV end et tårn, der udelukkende består af spisesteder? I The Restaurant (2018-20) får vi Will Benedict og Steffen Jørgensens bud på, hvordan madkulturens fremtid kunne se ud. Med syltede politibiler, blodketchup og opskrifter baseret på afløbsrens er der bestemt noget for enhver smag i denne gastronomiske skyskraber – og der er masser af nye køkkentricks at lære, når kunstnerne blænder op for et madprogram af en anden verden.

Reparation Hardware (2017) af Ilana Harris-Babou, er på én og samme tid en lektion i møbelrestaurering og et forslag til, hvordan man kunne yde passende erstatning til afroamerikanere. Hun spørger: ”hvad er det, der gør hele tanken om at give afroamerikanere erstatning så skræmmende?” Måske handler det om, at hvis man giver erstatning, anerkender man samtidig, at den amerikanske drøm har slået fejl. At der er noget her, der skal repareres og vindes tilbage.

I værket Mission Teens: French School in Morocco (2019), en fiktiv dokumentar inspireret af reality-tv, følger kunstneren Meriem Bennani en gruppe studerende fra Lycée Descartes, det franske gymnasium i Rabat. Hun observerer deres dagligdag og deres refleksioner over et uddannelsessystem, der er nedarvet efter den franske kolonimagt. Gennem de spørgsmål, tanker og forhåbninger, der udtrykkes af de studerende og af kunstneren – eller rettere sagt af det æsel, som udgør hendes animerede avatar bag kameraet – undersøger værket, hvad det vil sige at skulle danne sin identitet mellem to kulturer og to aldre.

Simon Dybbroe Møllers serie What Do People Do All Day? (2020) fremstår som en moderne opdatering af Richard Scarrys børnebog af samme navn fra 1968. Den nye serie sammenstiller den idealistiske ”alle er arbejdere”-tankegang, man fandt i Scarrys fiktive by, med teknokapitalismens nye virkelighed, hvor ”alt er arbejde”. Her fjernes originalens tegninger af søde menneskeliggjorte dyr i færd med at gøre menneske-ting i deres myreflittige by, og i stedet ser vi virkelige, neurotiske mennesker, der forsøger at navigere i det 21. århundredes heftige terræn.

I 2016 indførte politiet i Baltimore en ordning, hvor alle politifolk blev udstyret med et kropskamera. Inden betjentene fik deres kameraer udleveret, skulle de først gennemgå fire timers undervisning om de rette procedurer for dets brug. Værket Neutral Witness (2020) af Theo Anthony er opstået ud af dette kursus. Mens klassen forsøger at omsætte filmsproget til politivedtægter, bliver seerne gjort bevidste om de huller, udfald og tavsheder, der udfordrer kropskameraets status som neutralt vidnesbyrd.

Steve Jobs og Steve Wozniak startede Apple Computer i en garage. Forstædernes mænd har længe forvandlet deres garager til såkaldte mandehuler for at kunne flygte lidt fra familielivet. Nirvana og No Doubt spillede deres første akkorder som garagebands. Olivia Erlanger og Luis Ortega Govela udforsker hele denne arv i GARAGE (2019) gennem en række små indslag, hvor de får hjælp fra skuespillerinde Aubrey Plaza samt besøg af Frank Lloyd Wright og Sisters of the Valley – en gruppe nonner, der har startet en blomstrende forretning med hamp- og cannabisprodukter.

Ud over disse værker optræder også flere værker af DIS, herunder General Intellects with McKenzie Wark (2018), UBI: The Straight Truvada (2018) og Circle Time: What is Money? (2017).

DIS består af Lauren Boyle, Solomon Chase, Marco Roso og David Toro. Kunstnerkollektivet blev skabt i 2010 og har tidligere været en del af New Museum Triennial Surround Audience (2015), gruppeudstillingen Co-Workers på Musée Moderne de la Ville de Paris (2015) og New Photography på MoMA i New York (2015). Gruppen har kurateret den 9. udgave af Berlin Biennalen The Present in Drag (2016), deltaget i gruppeudstillingen I was Raised on the Internet på MCA i Chicago (2018), kurateret og deltaget i Genre-Nonconforming: The DIS Edutainment Network på De Young i San Francisco (2017-18), Thumbs that Type and Swipe på Casa Encendida i Madrid (2018) og A Good Crisis på Baltimore Museum of Art (2018).

DIS presents: What Do People Do All Day? er kurateret af DIS, skabt i samarbejde med Tranen – Rum for Samtidskunst og præsenteret i samarbejde med CPH:DOX.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond samt sponsoreret af Egetæpper og Genbyg.

En del af CPH:DOX på Kunsthal Charlottenborg
DIS presents: What Do People Do All Day? åbner under CPH:DOX, der i perioden 18.–29. marts 2020 for fjerde gang forvandler Kunsthal Charlottenborg til festivalpalæ og hovedkvarter for årets udgave af en af verdens mest anerkendte dokumentarfilmfestivaler. Udover udstillingen vil der under festivalen være biografer, debatter, koncerter, branche-forum og virtual reality-biograf på Kunsthal Charlottenborg. Læs mere om CPH:DOX.

Fakta om udstillingen
DIS presents: What Do People Do All Day?
20. marts – 9. august 2020
Fernisering: Torsdag 19. marts kl. 17-22
Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, 1050 København K
Entré: 90 kr. (gratis entré til ferniseringen og under CPH:DOX)
Læs mere om udstillingen

Særlige åbningstider
Under CPH:DOX 18. – 29. marts 2020 har Kunsthal Charlottenborg åbent alle dage fra kl. 10-22. Efterfølgende er der lukket 30. marts – 4. april 2020, hvorefter de normale åbningstider gælder igen fra 5. april 2020: Tir-fre kl. 12-20, lør-søn kl. 11-17.