Søg
Film still: kvindelig tjener med sølvbakke

Ny serie af dansk kunstner lanceres på streamingtjenesten DIS.ART

Den internationalt anerkendte kunstner Simon Dybbroe Møllers nye serie What Do People Do All Day? er netop lancereret på den amerikanske streamingtjeneste DIS.ART – kunstens svar på Netflix – som det New York-baserede kunstnerkollektiv DIS står bag.

Se film og serier gratis på Dis.art frem til 1. september 2020 her.

Alle film og serier kan opleves gratis i forbindelse med lanceringen af DIS.ART i Danmark i samarbejde med DIS, Tranen, CPH:DOX og Kunsthal Charlottenborg frem til den 1. september 2020. Første episode af Simon Dybbroe Møllers spritnye serie er netop lanceret på streamingtjenesten DIS.ART. Serien What Do People Do All Day? (2020) fremstår som en opdatering af Richard Scarrys børnebog af samme navn fra 1968. Serien sammenstiller den idealistiske ”alle er arbejdere”-tankegang, man fandt i Scarrys fiktive by, med teknokapitalismens nye virkelighed, hvor ”alt er arbejde”. Originalens tegninger af søde menneskeliggjorte dyr i færd med menneskelignende gøremål i deres myreflittige by udskiftes med vi virkelige, neurotiske mennesker, der forsøger at navigere i det 21. århundredes heftige verden.

I forbindelse med lanceringen udtaler Simon Dybbroe Møller:

“Hvis COVID-19-epidemien har lært os noget, er det, at de ikke-væsentlige arbejdstagere er bankfolk, hedgefond-forvaltere og oliedirektører. De virkeligt essentielle arbejdstagere er kassedamerne, lagerarbejderne, lastbilchaufførerne og sundhedspersonalet.”

Ved at lade freelancers, leveringsfolk, landmænd og venturekapitalister gnubbe skuldre, inviterer What Do People Do All Day?seerne til at tænke på vores eget arbejde – og det arbejde, der gør vores liv muligt, selvom det måske er usynliggjort eller bare overset. Tænker du på, hvor æblet du spiste til frokost kom fra? Har du nogen idé om, hvad en CSR konsulent egentlig laver? Og midt i alt dette handler vi og laver mad og renser eller betaler nogen for at gøre det. Vi forelsker os, vi har sex. Alle disse praksisser er imidlertid i stigende grad medierede, fremmedgjorte og fremmedgørende. En anden køber vores dagligvarer af en app, eller også er vi selv den anden. Vi stryger gennem potentielle elskere, der bare er billeder og et fornavn. Data og håndteringen af kompleksitet er steget ind i selv vores mest overordnede behov for næring og berøring.”

What Do People Do All Day? er også titlen på den nye udstilling, der skulle være åbnet på Kunsthal Charlottenborg 19. marts 2020. I forlængelse af regeringens beslutning om nedlukningen af Danmark i forhold til bekæmpelse af COVID-19 er Kunsthal Charlottenborg midlertidigt lukket for publikum, hvilket betyder at udstillingen kurateret af DIS er udskudt på ubestemt tid.

Den nyudviklede streamingplatform DIS.ART er samtidskunstens svar på Netflix. Indholdet er skabt af kunstnere, filmskabere og tænkere, der præsenterer hvad DIS kalder ”edutainment”. Formater som dokumentarfilm, tegnefilm, madlavningsprogrammer og sponsorerede advertorials giver et bud på fremtidens læreform og sætter fokus på de spørgsmål og temaer, der optager DIS netop nu: tilhørsforhold i en rodløs og netværksbaseret verden, forstadsliv, kunstig intelligens, forholdene mellem teknologi, magt, visioner og fremtidens arbejdsformer.

Kommende nye film og serier på DIS.ART:

1. april, 2020: Simon Dybbroe Møller, What Do People Do All Day?, 2020, E1.
7. april 2020: Shakedown Directors Cut with Leilah Weinraub.
14. april 2020: Simon Dybbroe Møller, What Do People Do All Day?, 2020, E2.
21. april 2020 Jacob Hurwitz-Goodman, The Drone is the Message
1 maj 2020: Meriem Bennani, Neighborhood Goggles, 2019.
5 maj 2020: Simon Dybbroe Møller, What Do People Do All Day?, 2020, E3.

Lanceringen af DIS.ART i Danmark er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Bikubenfonden, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond.