Søg
Petanquebane i Charlottenborgs gård i farverne gul, grøn, rød, blå.

Indvielse af ny petanque bane skabt af kunstneren FOS

Kunsthal Charlottenborg og Apollo Bar inviterer onsdag d. 12. august til ’Charlottenborg Open 2020’. Her indvies en ny petanque bane designet af kunstneren FOS. Arrangementet finder sted i kunsthallens gård, hvor man kan låne kugler og købe mad og drikke.

FOS er kendt for at arbejde med skulpturer, installationer og objekter i krydsfeltet mellem kunst, arkitektur og design. Han dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1999, og har bl.a. lavet flere større offentlige udsmykninger, museumsudstillinger i ind og udland samt samarbejdet med modehuse som Celine og Mads Nørgaard.

Der indvies to petanque baner, der indgår i den samme skulptur med titlen ‘Det bortfalder, hvis vi går’. Langs banen er der både borde og bænke, til dem der spiller og andre interesserede. Kunstneren FOS udtaler:

”Kunsthal Charlottenborg og Apollo Bar ønskede en petanque bane i kunsthallens gård, noget som kan samle os i denne mærkelige tid. Petanque er pladsens åbne spil som jeg, sammen med bylivet og de sociale situationer det er indrammet af her, har forsøgt at fremhæve i den bane, som nu er skabt og som kan benyttes af alle aldre.”

Kunsthal Charlottenborg opfordrer alle interesserede til at følge Sundhedsmyndighedernes anbefalinger om at holde afstand. Læs anbefalinger på coronasmitte.dk.

Projektet er støttet af Kulturministeriets pulje til kunstneriske sommeraktiviteter i Danmark.