Den schweiziske verdensstjerne Miriam Cahn udfordrer århundreders mandsdominerede kunsthistorie
Den 8. oktober 2020 åbner Miriam Cahns første udstilling i Danmark på Kunsthal Charlottenborg. Udstillingen ’ME AS HAPPENING’ rummer over 100 værker, der spænder fra monumentale oliemalerier til små akvareller. Cahn har været en ledende kunstner i hendes generation, der har skubbet til konventionerne inden for kunsthistorien, den moderne kunstoplevelse og hvordan en kunstner engagerer sig i verden. Hun har et omfattende kunstnerskab bag sig og deltog blandt andet i Documenta 14 i Athen og Kassel.
Udstillingsperiode: 8 oktober 2020 – 21 februar 2021
Pressevisning: 7 oktober, kl. 11.00 – 12.00 med Miriam Cahn
Udstillingsåbning: 7 oktober, kl. 12.00 – 20.00
I udstillingen præsenterer hun værker fra de sidste 25 års, heraf en del nye værker, der tilsammen og gennem hendes rytmiske, dynamiske ophængning er ME AS HAPPENING. Med vrede og utilfredshed som kreativ drivkraft udfordrer hun århundreders mandsdominerede kunsthistorie ved at tildele den afbildede kvinde en ny, aktiv rolle. Hos Miriam Cahn kaster kvinderne ikke blikket genert ned, men stirrer tilbage på beskueren, de har en fremtrædende seksualitet, der ikke gemmes af vejen, de føder børn, de ældes.
Miriam Cahn: ME AS HAPPENING på Kunsthal Charlottenborg er kurateret af Henriette Bretton-Meyer og støttet af Pro Helvetia, Møbeltransport Danmark Fine Art, Den Obelske Familiefond, Statens Kunstfond og Den schweiziske ambassade i Danmark. Udstillingen er organiseret af The Power Plant Contemporary Art Gallery, Toronto hvor den vil finde sted i 2021.