Søg

Maria Wandel udstiller tegninger til grafisk roman

Maria Wandel udstiller tuschtegninger i Kunsthal Charlottenborgs foyer i forbindelse med udgivelsen af kunstbogen 'hemmeligheder alle vegne'. Udstillingen åbnede den 8. februar 2017 med bogreception og fernisering.

På udstillingen og i kunstbogen hemmeligheder alle vegne danner Maria Wandels grafisk slagkraftige og samtidig underfundige tegninger, et fascinerende univers, der er fyldt med skjulte fortællinger, som beskueren selv må afdække.

Kunstneren lader ofte skriften blive en del af billedet, ikke som en pædagogisk hjælpeforanstaltning, endsige en morale eller politisk pegefinger, men snarere som en ekstra poetisk tilføjelse, der kan være gådefuld eller humoristisk. Som et fingerknips, der får beskueren til at stoppe op en ekstra gang.

Forfatterne Per Aage Brandt, Christina Hesselholdt og Christel Wiinblad har, inspireret af tegningerne, skrevet digte og prosastykker, som indgår i bogen.

Ved receptionen/ferniseringen læser de tre forfattere op (med udstillingen i baggrunden).

Bogen, der kan købes i kunsthallens boghandel, er den første udgivelse på det nystiftede kunst- og litteraturforlag, ARTUR, et Turbine forlag. Læs mere om bogen.

Udstillingen kan ses i Kunsthal Charlottenborgs foyer indtil søndag den 5. marts. Det er gratis at se udstillingen.