Søg

Internationalt anerkendt kunstner opvokset i den parisiske ”ghetto” indtager Kunsthal Charlottenborg

Kunsthal Charlottenborg er stolte af at annoncere den første soloudstilling i Skandinavien med den fransk-algierske billedkunstner Mohamed Bourouissa. Kolonialismens arv og den afledte racemæssige og socioøkonomiske ulighed er et gennemgående tema i Bourouissas værker. Udstillingen HARa!!!!!!hAaaRAAAAA!!!!!hHAaA!!! åbner 8. oktober og vises frem til 20. februar 2022.

Gennem fotografi og film såvel som lyd- og installationskunst undersøger Mohamed Bourouissa vor tids samfund; han dokumenterer ofte udsatte, marginaliserede og retsløse grupper og enkeltpersoner, som bruger de værktøjer, de har til rådighed, til at navigere bedst muligt i deres givne situation.

Kunstneren er selv opvokset i de parisiske forstæder, der ofte omtales som ghettoer, og kunstnerens tidlige værker kredser om unge mennesker fra forstæderne, hvis baggrund står i skarp kontrast til den franske republiks stive nationalisme. I senere værker er Bourouissa gået mere globalt til værks i hans undersøgelser af koloni- og kulturhistorien i USA og Australien. Mohamed Bourouissa har et særligt blik på gade- og hip-hop-kulturen og selve det at overleve i et samfund, der ikke giver alle lige adgang til grundlæggende rettigheder såsom uddannelse, retfærdighed og demokratisk medborgerskab.

Bourouissa er kendt for at dykke ned i komplekse socioøkonomiske spørgsmål og for at afsøge spændingsfelterne mellem forskellige sociale sammenhænge. Dybdegående research, der blandt andet omfatter lange perioder med dybt engagement i bestemte steder og grupper, ligger til grund for hans værker, der sætter spørgsmålstegn ved kollektive historier, brugen af det offentlige rum, repræsentation og identitet.

Mohamed Bourouissa (f. 1978 i Blida, Algeriet) er bosat i Paris. Han har udstillet over det meste af verden med soloudstillinger på bl.a. Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris, Barnes Foundation i Philadelphia, Stedelijk Museum i Amsterdam, Haus der Kunst i München og senest Goldsmiths CCA i London. Han har deltaget i en lang række gruppeudstillinger inkl. biennalerne i Sydney, Sharjah, Havana, Lyon, Venice, Algeriet, Liverpool og Berlin. I 2018 var han nomineret til den prestigefyldte franske kunstpris Le Prix Marcel Duchamp, og i 2020 blev han tildelt den engelske Deutsche Börse Photography Foundation Award.

Udstillingen HARa!!!!!!hAaaRAAAAA!!!!!hHAaA!!! på Kunsthal Charlottenborg er kurateret af Henriette Bretton-Meyer og skabt i tæt samarbejde med Goldsmiths CCA i London, hvor den blev vist tidligere i år. Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond. Læs mere her.