Christianias 50 års jubilæum markeres med plakatudstilling på Kunsthal Charlottenborg
I anledning af Christianias 50 års fødselsdag i 2021 udstiller Kunsthal Charlottenborg et stort udvalg af fristadens mange plakater som et visuelt vidnesbyrd over fristadens historie, ideologier og kreative udtryksformer. Udstillingen 'Christiania 50 år. VAR-ER-BLIR' åbner den 20. september og vises frem til 14. november.
”Hellere en plakat uden en begivenhed, end en begivenhed uden en plakat” lyder et slagord på fristaden Christiania. Gennem 50 år har plakaten stået centralt på Christiania som kommunikationsform og kunstnerisk medie.
Christiania bliver et væsentligt samlingspunkt for 70´ernes modkultur og det væld af bevægelser som præger årtiets politiske liv. Kollektivbevægelsen, kvindebevægelsen, Bøssernes Befrielses Front, Alternativpressen, alternative teatergrupper og den progressive rock finder alle frirum og plads til udfoldelse indenfor Fristadens åbne rammer og bidrager afgørende til, at Christianias overlevelseskamp bliver festlig, uforudsigelig og slagkraftig.
De interne bestræbelser på at pacificere de destruktive, aktivere de passive og motivere de aktive, giver anledning til en lind strøm af plakater. Derudover er der plakater fra de mange teaterforestillinger, støttefester, koncerter, udstillinger, festivaller og tilbagevendende begivenheder som Christianias fødselsdag, juleløses jul, og julemarkedet.
Hertil kommer en lang række plakater som ikke refererer til nogen særlig begivenhed, men giver udtryk for kærlighed til Christiania og Christianias virke med direkte eller underforstået opfordring til at være med i kampen. I løbet af årene udvikles en helt speciel plakatkultur, hvor den stolthed, skaberglæde og kunstneriske fantasi og aktivisme, der lyser ud af plakaterne, bliver en vigtig del af Christianias identitet.
Hold øje med kunsthallens hjemmeside for information om events med Christiania i fokus. Læs mere her.
Udstillingen Christiania 50 år. VAR-ER-BLIR er kurateret af Ole Lykke i samarbejde med Michelle Korbø Moran og Michael Thouber. Plakaterne er venligst udlånt af Christianias Lokalhistoriske Arkiv.
Kunsthal Charlottenborgs udstillingsprogram er støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.
Billede: Hannah Carlsen, Christiania. VAR-ER-BLIR, 1976. Christianias Lokalhistoriske Arkiv. Foto af Nils Vest.