Event
25. februar 13.00 – 16.00
  • Film

Niels Østergaard Munks soloudstilling fra 2021

Charlottenborg Forårsudstilling

I samarbejde med Charlottenborg Forårsudstilling præsenterer Niels Østergaard Munk sin soloudstilling fra 2021 i biografen på Kunsthal Charlottenborg.

Grundet coronanedlukning åbnede Forårsudstillingen aldrig i 2021 og Østergaard Munks 4-kanals 16mm filminstallation blev aldrig set af offentligheden. Denne eftermiddag præsenterer han installationen som 1-kanal, men stadig på 16mm.

Om filmen:
‘Lige efter krigen var jeg sikker på, at jeg kunne finde stedet’ (22 min.) er en film om kæresteparret Ib og Helle, der studerede på Kunstakademiet i København under besættelsen. De var stærkt engageret i modstandsbevægelsen, og filmen er baseret på Helles erindringer.

Filmen er optaget på 16mm med et dobbelt-8mm kamera. Dermed får man en analog split screen lavet i kameraet, men med den detalje, at det ene billedspor vender på hovedet og går baglæns. Det er således en film om medier og minder, hukommelse og historie, tid og rum.

Filmen bliver vist lørdag den 25. februar på 100-årsdagen for Helles fødsel. Screeningen foregår på 16mm med mellemtekster på dansk.

Der vil være en screening kl. 13.00 og kl. 15.00. Niels Østergaard Munk vil være tilstede ved begge visninger og holde et lille oplæg inden. Der er gratis adgang med betalt entré til Kunsthal Charlottenborg