Søg

Jeremy Deller indtager Kunsthal Charlottenborg med sin første soloudstilling i Skandinavien

I anledning af CPH:DOX, Københavns internationale dokumentarfilmfestival, præsenterer Kunsthal Charlottenborg en soloudstilling med den prisvindende britiske kunstner Jeremy Deller. Gennem film, fotografi, grafik og skulpturelle installationer fremhæver udstillingen dokumentariske aspekter af Dellers praksis. I forbindelse med åbningen af udstillingen fredag den 17. marts byder vi på en helt særlig aften i selskab med Jeremy Deller.

Jeremy Dellers udstilling med titlen Welcome to the Shitshow! indtager hele nordfløjen på Kunsthal Charlottenborg den 17. marts – 6. august 2023. Her samles en bred vifte af værker fra de seneste tyve år, der alle udforsker forskellige aspekter af britisk kultur.

Udstillingen åbner med den omfattende installation Warning Graphic Content, som består af over hundrede papirarbejder, grafik, tryk og plakater fra perioden 1993–2021. Deller har gennem hele sin karriere udfordret forestillingen om det enestående og ophøjede kunstværk, og i tråd med denne tilgang åbner udstillingen således med en slags retrospektiv præsentation, der slår tonen an for de følgende rum i forhold til både tematik og udtryk.

Udstillingen omfatter også filmværkerne English Magic, som kunstneren skabte til den britiske pavillon i Venedig i 2013, og Putin’s Happy fra 2019, der dokumenterer grupper af demonstranter foran det britiske parlament i London, som henholdsvis kæmper for og imod Brexit – Storbritanniens farvel til EU. Deller har altid interesseret sig for, hvordan en given gruppe mennesker finder sammen i et fællesskab for at engagere sig i en sag, hvad enten det er politik eller musik.

I en stramt udtænkt billedserie bliver fotografier fra David Bowies Ziggy Stardust-turné i Storbritannien i 1972 sat sammen med billeder fra britiske dagblade fra samme år (minearbejderstrejken, konflikten i Nordirland, mv.). Dermed sammenflettes afgørende øjeblikke fra popkulturen med skelsættende politiske begivenheder. Et andet værk, filmen Our Hobby is Depeche Mode fra 2006, følger fans af det britiske band over hele verden – fra Mexico til Rumænien, fra Iran til Brasilien – og undersøger den sammenhængskraft, der ligger i at være en del af en kollektiv bevægelse.

Andre værker dykker længere tilbage i historien, for eksempel ved at trække på arkæologiske fund fra forhistorisk tid eller slaget ved Somme under 1. Verdenskrig, hvor den britiske hær led store tab. Udstillingen viser i den forbindelse en dokumentarfilm af Dellers omfattende performative værk We’re Here Because We’re Here fra 2016, som markerede 100-året for slaget ved Somme. Til dette projekt hjalp tusindvis af deltagere over hele Storbritannien med at skabe et levende, men midlertidigt mindesmærke for de faldne soldater.

Jeremy Deller (f. 1966, London) er en af Storbritanniens mest anerkendte samtidskunstnere. Han blev tildelt den prestigefyldte Turner-pris i 2004 og repræsenterede Storbritannien ved den 55. Venedig Biennale i 2013. Han har haft utallige soloudstillinger og har udstillet over hele verden, herunder Buenos Aires, Hong Kong, Mexico City, New York City, Moskva, Singapore og Tokyo.

Udstillingen er kurateret af Henriette Bretton-Meyer og realiseret i samarbejde med CPH:DOX med støtte fra Augustinus Fonden, Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond.

Program for ferniseringen 

Kunsthal Charlottenborg og CPH:DOX præsenterer et særligt program med Jeremy Deller i anledning af åbningen af hans udstilling Welcome to the Shitshow! fredag den 17. marts:

10.00 – 21.00: Welcome to the Shitshow!
Udstillingen er åben. Gratis entré. Læs mere her.

11.30 – 19.30: Eight Hour Rock Show
Filmprogram kurateret af Jeremy Deller. Gratis entré. Læs mere her.

17.00 – 21.00: Fernisering og drinks til de første besøgende.

17.00 – 20.00: Mira Campau spiller musik i øvre foyer og baren er åben.

17.10 – 17.20: Velkomst ved Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør på CPH:DOX, og Henriette Bretton-Meyer, kurator på Kunsthal Charlottenborg.

20.00 – 22.00: Depeche Mode, my part in their downfall, and other stories
Artist talk med Jeremy Deller efterfulgt af fest og DJ’s. Læs mere her.
Billetter købes på cphdox.dk.