- Performances
- Talks
Rosas Reality Radio 2
Vær med, når Rosa Marie Frang optager nyt materiale til det dokumentariske lydværk Rosas Reality Radio 2 – Pis & Papir.
Rosa Marie Frang samtaler med sin tidligere psykoterapeut Vibeke Hertz om den synlighed, som første sæson af det audio-dokumentariske værk Rosas Reality Radio fik overnight. Rosa oplevede det, som mange kunstnere drømmer om: at lave et værk, som skaber så mange ringe i vandet, at man pludselig er nogen. Hvordan har det påvirket hendes psyke, selvopfattelse og liv? Det handler om præstationsangst, pludselig fame, traumer, selvfed privilegieblindhed og udbrændthed – og om hvornår, det er samfundets skyld.
”Jeg blev inviteret med i et live-radioprogram på Radio Loud og var sindssygt nervøs. Da jeg på dagen for interviewet møder programværten, er det første hun siger: “Du skal bare vide, at jeg er SÅ nervøs over at skulle interviewe dig. Jeg er kæmpe fan!”. Min hjerne udfører et baglæns flip-flop: Hvordan fanden kan nogen være nervøse over at tale med mig? “Det skal du endelig ikke være, det er jo bare mig” svarer jeg og prøver at smile venligt. Bagefter tænkte jeg en del over, om det var en idiotisk måde at reagere på? For med Rosas Reality havde jeg jo fået anerkendelse – og anerkendelse er magt – og i situationen havde jeg fejet den magt til side, som om den ikke eksisterede. Måske jeg i stedet skulle have sagt: “Det er jeg ked af at høre! Jeg lover at gøre mit bedste, så vi får lavet et godt program sammen”… Når jeg ser tilbage, tror jeg faktisk, at jeg blev lidt selvfed og privilegieblind i en periode. Det var, da der stod store beløb på min konto, alle hilste begejstret, og der jævnligt kom mails med invitationer til den ene og det andet. Men jeg havde også kronisk stresshjertebanken og stresssvimmelhed. Al opmærksomhed gav mig panik. Så jeg besluttede på et tidspunkt ikke at hælde mere benzin på synlighedsbålet, for det fuckede mig fuldstændigt op” – Rosa Marie Frang
I 2020 udkom Rosas Reality Radio, som hen over 7 episoder behandlede spørgsmålet om kunstneres arbejdsvilkår: Prekære arbejdsforhold, præstationsangst, klassetilhørsforhold, afslag, kønsbias, tavshedskultur og den neoliberalistiske projektliggørelse af kunsten. Kunsthal Charlottenborg har inviteret Rosa Marie Frang til at optage nye episoder til sæson 2 – med livepublikum. Aftenen afsluttes med spørgsmål fra salen. Optagelserne publiceres efterfølgende som en del af serien Rosas Reality Radio 2 – Pis og Papir. Første sæson kan lyttes der, hvor du finder dine podcasts eller på www.rosasreality.com.
Medvirkende: Vibeke Hertz, psykoterapeut.
Rosa Marie Frang (f. 1975), uddannet billedkunstner fra Det Fynske Kunstakademi og Umeå Kunstakademi i Sverige. Frangs arbejde består først og fremmest af selvudgivne audio-dokumentarer som med informative, underholdende og selvudleverende historier, både kritisk og selvreflekterende, undersøger strukturelle magtforhold i vores samfund. Hun har været nomineret som Årets Radiopersonlighed af Prix Radio og blandt andet vundet Prix Radio-prisen som Årets Nyskabelse i 2020, Niels Wessel Bagges Hæderslegat og AICA´s Kunstkritikerpris som Årets Kunstevent 2021.
Vibeke Hertz (f. 1955), pensioneret psykoterapeut og tidligere terapeut for Rosa Marie Frang i en periode på 5 år. Hertz er uddannet fysioterapeut og siden psykoterapeut fra Akademiet for Psykoterapi. Hun har arbejdet i psykiatrien siden 1993 og været ansat på Psykoterapeutisk Center Stolpegård, Gentofte, fra 2005 til 2020. Hertzs hovedfokus har været traumer, ikke mindst senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Hun har både arbejdet med gruppeterapi og individuelle forløb. Hertzs metode har været en kombination af samtale og fælles opmærksomhed på, hvad der sker i kroppen.
Medtilrettelægger: Brit Jensen. Konsulent: Nanna Gro Henningsen. Støttet af Billedkunstnernes Fagforbund, Statens Kunstfond.