Event
18. juni – 11. august
  • Film

Simon Dybbroe Møller: What Do People Do All Day

Thick & Thin

I forbindelse med udstillingen Thick & Thin kan du opleve den danske billedkunstner Simon Dybbroe Møllers serie What Do People Do All Day (2019), der er en nutidig opdatering af Richard Scarrys børnebog fra 1968 af samme navn. Ved at erstatte originalens tegninger af søde dyr, der laver menneske-ting i den flittige og målrettede by Busytown, med virkelige mennesker i arbejdssituationer, sammenstiller Simon Dybbroe Møller Richard Scarrys idealistiske “alle er arbejdere”-etos med en “alt er arbejde”-realitet.

What Do People Do All Day opfordrer os til at se på vores eget arbejde, og det arbejde, der muliggør vores liv – selv hvis det måske er usynliggjort, eller bare overset. Vi laver mad, handler og gør rent, vi forelsker os, vi har sex. Men alle disse praksisser er i stigende grad formidlet, fremmedgjorte og fremmedgørende; vi får andre til at købe vores dagligvarer via en app, eller vi er selv den, der koordinerer andres madindkøb; vi swiper gennem potentielle elskere, som kun er billeder og et fornavn. Data og håndtering af kompleksitet er trængt ind i selv vores mest primære og intime behov for næring og for berøring.

En fortællerstemme citerer alt fra Richard Scarrys bog til Elio Petris film The Working Class Goes to Heaven fra 1971, imens ikke-skuespillere i skiftende kostumer står fastfrosne i skiftende scenografier.

What Do People Do All Day vises i kunsthallens biograf den 18. juni – 11. august. Værket looper i kunsthallens åbningstid (4 afsnit, 30min.).