VAR FORBI, TTC Gallery 2006-2012, 17. november 2013 – 1. januar 2014

Udstillingen viser værker af kunstnere, der har været med til at skabe TTC Gallery siden 2006. Ligeledes vil der være launch på TTCs nyeste udgivelse, som er en kunstbog, der, ligesom udstillingen, bærer titlen VAR FORBI TTC Gallery 2006-2012.

Siden 2006 har TTC Gallery vist kunst af unge og ofte ukendte kunstnere og været nogle af de første til seriøst at beskæftige sig med undergrundsfænomener som zines, self-publishing og andre projekter skabt ud fra D.I.Y (Do-It-Yourself ) tanken.

Igennem deres udstillinger har de tidligt opdaget og præsenteret kunstnere, der nu, flere år efter, for alvor har bidt sig fast på den danske og internationale kunstscene.

Telefon Til Chefens forlag TTC Books har udviklet sig fra at udgive hjemmeproducerede hæfter (zines) og små udgivelser til i dag at fungere som reelt kunstbogsforlag. Udgivelserne har fra starten været en central del af ”Telefon Til Chefens” projekt og publikationerne fungerer mere som et objekt i forbindelse med en udstilling end som et egentligt katalog.

Netop de to grene smelter endnu engang sammen i TTCs sidste kurraterede udstillingsprojekt, hvor rammen er flyttet fra deres egne lokaler til det mere etablerede Charlottenborg.

Udstillingen og udgivelsen VAR FORBI – TTC Gallery 2006-2012 samler op på galleriets aktiviteter i en spændende gruppeudstilling, der samtidig er en fortælling om en tid og et sted i det københavnske kunstliv. 

De deltagende kunstnere har alle, som titlen antyder, været ”forbi” TTC Gallery og ved en eller flere lejligheder udstillet hos TTC.

Deltagende kunstnere:
Alex Lukas, 
Daniel Milan, 
E. B. Itso, 
Honza Zamojski
, Jesper Fabricius, 
Johan Nørgaard Pedersen, 
Kresten Lindskov, 
Luca Bjørnstjern, 
Mads Lindberg, 
Mads Westrup, Markus von Platen, 
Peter Larsen, 
Piotr Lakomy
, Simon Rasmussen
, Sylvester Hegner og 
Zven Balslev

Kurateret af:
 Telefon Til Chefen (Emil Alsbo & Simon Højbo)

Yderligere information

TTC Gallerys hjemmeside

Installationsbilleder

Vis billeder