Event
11. februar 15.30 – 17.30

Workshops i vinterferien

Kunst, minder og monumenter

I uge 7 inviterer Kunsthal Charlottenborg til oplevelser for hele familien. Deltag i kreative workshops, gå på kunstskattejagt og kom med på guidet omvisning i kunsthallens aktuelle udstillinger med Larissa Sansour og Aleksandra Domanović. Aktiviteterne finder sted i udstillingernes sidste uge inden lukning søndag den 15. februar.

Kom og vær med, når Kunsthal Charlottenborg inviterer børn og voksne til to kreative workshops, hvor kunst bliver et fælles rum for fortællinger, leg og fordybelse. Med inspiration fra Larissa Sansour og Aleksandra Domanović arbejder vi med farver, former og materialer og undersøger, hvordan kunst kan rumme både personlige minder og fælles forestillinger om verden omkring os.

I workshoppen Fortid, nutid og fremtid i blåt udforsker vi farven blå – en farve, der i Larissa Sansours værker dukker op som et stærkt symbol på både sorg, håb og forandring. Her maler vi med blå nuancer og skaber billeder med udgangspunkt i vores egne historier: et selvportræt, et minde eller en drøm om fremtiden. Sammen samler vi værkerne i ét stort fælles kunstværk, hvor fortid, nutid og fremtid mødes.

I workshoppen Lav din egen turboskulptur arbejder vi tredimensionelt og leger med idéen om monumenter. Inspireret af Aleksandra Domanović’ kunst inviteres deltagerne til at tænke over, hvem vi hylder – og hvorfor. Med pap, farver og udklip fra både popkultur og kunsthistorien bygger vi vores egne fantasifulde skulpturer og skaber nye helte og figurer, der fortjener en plads på soklen.

Workshopperne er åbne for alle og kræver ingen forudgående erfaring. Her er plads til nysgerrighed, kreativitet og fælles oplevelser på tværs af generationer.

Program for vinterferien:

Onsdag 11 februar kl. 15.30 – 17.30
Workshop: Fortid, nutid og fremtid i blåt
Workshop: Lav din egen turboskulptur

Onsdag 11 februar kl. 17.30-18.30
Omvisning i de aktuelle udstillinger 

Derudover kan børn og voksne hele ugen gå på skattejagt i udstillingen Canopy Collapse i kunsthallens åbningstid. Lille præmie til alle deltagere.

Praktisk information

Det er gratis at deltage, men booking af billet er nødvendig.

Der er elevator, så det er muligt at medbringe kørestol og barnevogn mv.