Edhem Jesenković & Per Morten Abrahamsen
Til denne talk, der er arrangeret i samarbejde med Dansehallerne, vil koreograf Edhem Jesenković (BIH) og fotograf Per Morten Abrahamsen (DK) tale om samarbejdet omkring forestillingen Symmetric Arguments.
I abstrakt dialog har de skabt et unikt univers, hvor dans og fotografi smelter sammen i et ekspressivt værk om viljestyrke, kærlighed og frygt. Sammen har de omsat fotografiets energi til bevægelse i tid og rum i en komposition, der både er kaotisk og struktureret – med andre ord, meget menneskelig.
I Symmetric Arguments konfronteres publikum med angsten for at fejle og drømmen om at lykkes. Med spørgsmålet: “hvem kigger på hvem?” behandler de to kunstnere en kompleks samfundstilstand, hvor alle beskuer alle og konstant fordømmer, bedømmer og afvejer hinandens handlinger – iagttaget af de krops- og identitetsløse.
Eventet er en del af CHOREOGRAPHY BY INTERVENTION, et samarbejde mellem Kunsthal Charlottenborg og Dansehallerne. Læs mere.