Samtale i mørket
Med udgangspunkt i to værker, der begge kredser om begrebet mørke, inviterer koreograf Thomas Eisenhardt og billedkunstner Kirstine Roepsdorff til en samtale om mørkets betydning for den skabende proces, dets betydning for vores måde at opleve verden på og dets manglende tilstedeværelse i vores samfund i dag.
Arrangementet vil forgå i mørke.
Kort om værkerne samtalen vil tage udgangspunkt i:
“Med hånden på hjertet” er en danseperformance i mørke.
Mørket er et billede på vores tid, hvor vi forsøger at navigere i et grænseløst rum. Hvor tidligere tiders pejlemærker ikke længere gælder. Hvor lande forsvinder, nationale grænser både nedbrydes og forstærkes, økonomiske og sociale strukturer forskydes, værdier skrider og mennesker flytter sig. Selv Jorden er begyndt at rykke på sig. Som et vildt dyr holdt i lænker
Men mørket er også velgørende. Det giver kroppen ro og nye øjne. Lyd, billeder og ord toner frem og viskes ud for at genopstå i nye sammenhænge. Velkendte begreber transformeres. Fordomme forsvinder i mørket og vi kan fornemme en ny tilstedeværelse. For at finde nye svar må vi se derind, hvor ingen svar på forhånd er kendt.
“Med hånden på hjertet” er et udtryk for ærlighed, en arabisk hilsen og en positur man kan indtage ved afsyngelse af fædrelandssange. Forestillingen vistes på Scenen i Laboratoriet i Roskilde 16. – 29. september.
abendans.dk/med-haanden-paa-hjertet/
“influenza. theatre of glowing darkness”
Kirstine Roepstorffs udstilling ”influenza. theatre of glowing darkness” består af en teaterinstallation og et vildtvoksende indgreb i den danske pavillon i Venedig og den omkringliggende have.
I teaterinstallationen ”theatre of glowing darkness” bliver publikum inviteret indenfor i Kirstine Roepstorffs mystiske mørke: I en scenografi af glas og lysprojektioner udspiller sig en dialog mellem tre kvindelige figurer: Dark River, Midwife og Seed. Her udforskes mørket som et sted fyldt med potentiale, hvor den naturlige cyklus mellem liv og død giver plads til transformation.
”Influenza er for mig en metafor for det 21. århundredes tilstand. Vi er svækkede, fordi vi kun lader os nære af lyset og undsiger mørket. Men for meget lys udmatter os, og vi har brug for mørkets regenererende energi. Mørket opløser grænser og gør transformation mulig. Vi har brug for mørket for at kunne skabe visioner til at forme vores fælles fremtid.” siger kunstneren Kirstine Roepstorff.
Danske Pavillon i Venedig d. 13. maj – d. 26. november 2017
www.kunst.dk/kunstomraader/billedkunst/venedig-biennalen/