Blå Time
BLÅ TIME er en filmklub på Kunsthal Charlottenborg, der viser super8 værker af udvalgte kunstnere. Filmprogrammet er kurateret af Emma Rosenzweig og Albert Grøndahl, der til første udgave af BLÅ TIME har inviteret fire kunstnere til at deltage. Et super8 kamera er gået på tur imellem billedkunstnerne Ursula Reuter Christiansen, Alexander Tovborg, Emma Kohlmann og Jesper Fabricius, som hver især har skabt fire filmværker. Filmene er uredigerede og premierer på Kunsthal Charlottenborg den 22. juni kl. 20.00 med efterfest på Apollo Bar.
BLÅ TIME er et tilbagevendende arrangement. Hver filmaften viser værker, der er skabt ud fra den samme faste ramme, hvor et udvalgt antal kunstnere på skift har optaget mellem 3-5 ruller film med det samme Super8 kamera. Rammen fungerer som kunstnerisk platform, hvor både danske og internationale kunstnere, gennem den samme optik, skaber et filmisk værk, der på én aften vises til et fælles publikum.
Med mediets analoge begrænsninger er det ikke muligt for kunstneren at redigere og lave gennemsyn af materiale under processen. Det rå udtryk, smalfilmens stoflighed og kunstnerens intuition er derfor bærende for projektets proces, handling og forløb.
Ursula Reuter Christiansen, f. Tyskland 1947, billedkunstner
Ursula Reuter Christiansen har givet sin film, som hun har optaget omkring sit hjem på Møn titlen ”Med Det Halve Øje”. Ursula har arbejdet med smalfilmsmediet flere gange, men har ikke arbejdet med super8 i mange år. I sin film undersøger hun sine mange identiteter, betragter sin families kunst, og placerer sine malerier i havets vandkant, alt i mens hun funderer over Marie Grubbes tilværelse.
Jesper Fabricius, f. Danmark 1957, billedkunstner
Jesper Fabricius film er uden titel og består af en række scener, som er genoptagelser af scener fra film, han tidligere har lavet i super8 og 16mm: DANMARKSFILM 1 – 3 og SPROGET ER DET HUS VI BOR I. Han ser på landskaber, bylandskaber og ophobninger gennem det mekaniske medie med 18 lysbilleder pr. sekund. I en scene læser han op fra en af sine digtsamlinger – stumt.
Emma Kohlmann, f. Amerika 1989, billedkunstner
Emma Kohlmann har ikke arbejdet med Super8 før. Hendes film skabes over en lang montage optaget i Massachusetts omkring hendes skovture, hendes atelier og hendes hverdag.
Alexander Tovborg, f. Danmark 1983, billedkunstner
Alexander Tovborg har aldrig arbejdet med Super8 før. Hans film er optaget i Mexico, og Alexander har skrevet en kort indledende tekst til filmen: ”Ay, ay, ay ay. Syng og græd ikke. For når du synger, bliver hjertet glad. Lille smukke sky, hele hjertet.”