Søg

CHART 2018 indtager Kunsthal Charlottenborg

I weekenden indtager CHART ART FAIR 2018 Kunsthal Charlottenborg med kunstmesse, performances, talks, koncerter, arkitektoniske installationer m.m. Læs mere om programmet for årets udgave af CHART.

Fra den 31. august – 2. september indtager CHART Art Fair igen Kunsthal Charlottenborg for at samle 32 af de førende gallerier i Norden. Kunstmessen bygger på den skandinaviske tradition for samarbejde og præsenterer derfor gallerierne i fællesskab.

Sideløbende med messen afholdes CHART Social, som er et program bestående af en række kulturelle begivenheder og udstillinger, der udforsker samspillet mellem kunst, design, arkitektur, musik, performances og talks. CHART Social er gratis og åbent for alle, og finder sted på Kunsthal Charlottenborg og andre steder i byen, både før og under messen.

CHART SOCIAL

Her følger et udpluk af hvad man vil kunne opleve som en del af CHART Social-programmet:

CHART x MALIN BÜLOW ‘ELASTIC BONDING’ PERFORMANCE

Med kroppen i fokus præsenterer CHART SOCIAL en totalinstallation af Malin Bülow (SE).

Kunsthal Charlottenborg danner fysisk ramme om installationen og performancen ’Elastic Bonding’ (2017), der vil være spændt ud i buerne mellem Charlottenborgs to gårde. Fastspændt i en overdimensioneret tekstil-puppe, der visuelt vokser ud fra bygningen, skaber Bülow illusionen om generiske kroppe, der er hævet over individualitet, klasse, køn og etnicitet, men hvis fysiske aktivitet alligevel begrænses af (samfundets) fysiske rammer.

Læs mere her og her.

CHART EMERGING

CHART Emerging er en platform for en ung og spirende generation af nye kunstnere. Udstillingen er kurateret af Helga Christoffersen, Associate Curator ved New Museum, New York, og præsenterer nyligt færdiguddannede kunstnere, der har gjort sig bemærket i det større kunstneriske landskab. Emerging er et tilbagevendende udstillingsformat, som finder sted på Charlottenborg og i Akademiets lokaler, og udstillingen har tidligere vist sig at spotte de talenter, der er lige på kanten til det helt store gennembrud. I år udstiller: Helena Lund Ek (SE), Urd Pedersen (NO), Jin Mustafa (SE), Natalia Rebelo (SE/BR) og L M Salling (DK).

Læs mere her.

CHART TALKS

I samarbejde med ArtReview, som er et af de mest anerkendte kunstmagasiner i verden, præsenterer CHART et talk-program, hvor markante nationale og internationale profiler inden for kunst, design og arkitektur mødes i en række tankevækkende samtaler om aktuelle udfordringer i kunsten. Under titlen “Ownership, Exchange, Theft: Issues of access and ownership” diskuteres kunstnerisk og kreativ praksis i en tid, hvor kunstverdenen er blevet et investeringsområde, hvor nye teknologier og kompleks lovgivning sætter ophavsrettigheder under pres og kunstneriske refleksioner glider længere ud af den offentlige og politiske debat.

Mød blandt andre Beatrice Galilee, arkitekturkurator på The Metropolitan Museum (New York); Ben Vickers, Chief technology officer Serpentine Galleries (London), Luis Silva & João Mourão, direktører på Kunsthal Lissabon (Lissabon), Thomas Lommée, arkitekt og grundlægger Open Structure, Christine Buhl Andersen, direktør Glyptoteket (København), Alain Servais, kunstsamler (Brussels), John Kørner, kunstner (København) og Carla Zaccagnini, kunstner og professor på Kunstakademiet (København).

Læs mere her.

CHART ARCHITECTURE

CHART Architecture har til formål at promovere og støtte unge, nordiske arkitekter samt at udforske krydsfeltet mellem kunst, design og arkitektur. På baggrund af en konkurrence i foråret 2018, er fem vinderhold udvalgt til at realisere deres skitseforslag og bygge pavilloner i Charlottenborgs to gårde. De fem vinderhold udfordrer vores forståelse af arkitekturens form og materialer med deres pavilloner FRAME, OPEN RESOURCE, The Many Chairs Pavilion, Tight_Knit og Sum Of Us: A Cloud Of Human Emotion. Ved at gøre brug af modulært design, genbrugsplast, zero-waste produktion, nytænkning af traditionelt håndværk og digitale teknologier, vil pavillonerne udfordre vores forståelse af arkitektur.

Læs mere her.

MERE INFORMATION

Læs mere om CHART Art Fair herher og her.
Få en oversigt over det fulde program for CHART Social på Kunsthal Charlottenborg her og her.