Søg

CPH:DOX forvandler Kunsthal Charlottenborg til festivalpalæ

Fra onsdag den 20. marts til søndag den 31. marts omdannes Kunsthal Charlottenborg til hovedkvarter for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX. Under festivalen vil man i kunsthallen kunne opleve filmvisninger, koncerter, talks, VR-oplevelser, en interaktiv udstilling og ikke mindst udstillingen Europa Endlos.

Du kan læse mere om de mange aktiviteter på Kunsthal Charlottenborg i CPH:DOXs program her. Dokumentarfilmfestivalens indtog på kunsthallen betyder også ændringer i åbningstider og entré i forhold til udstillingen. Det kan du læse mere om herunder.

Særlige åbningstider på kunsthallen
Åbningstiderne under CPH:DOX vil afvige fra kunsthallens normale åbningstider. Kunsthal Charlottenborg vil være lukket under opbygningen fra 11.-19. marts. Fra festivallens åbning onsdag den 20. marts vil der være åbent alle dage frem til den 31. marts, og der vil altså ikke være lukket om mandagen som normalt. Vi holder desuden længere åbent – som udgangspunkt vil der være åbent hver dag fra kl. 10-22, og i dette tidsrum vil det være muligt at se udstillingen Europa Endlos.  I forbindelse med specialarrangementer vil der nogle dage være åbent tidligere eller til senere. Nærmere information om disse kan findes i CPH:DOXs program her.

Gratis entré til Europa Endlos under CPH:DOX
Under hele festivalen vil der være gratis entré til kunsthallen og til vores aktuelle udstilling. Til de fleste filmvisninger og arrangementer vil der imidlertid skulle købes billet eller betales entré, som enten kan købes ved indgangen i kunsthallen eller på CPH:DOX’s hjemmeside her.

Fælles åbning af Europa-tema torsdag den 21. marts
Udstillingen Europa Endlos åbner torsdag den 21. marts kl. 17 som en del af åbningsaftenen af et stort Europa-tema under CPH:DOX. Mød en af kunstnerne fra Europa Endlos Monica Bonvicini og Europa-eksperterne Uffe Østergaard og Jens-Peter Bonde og oplev verdenspremieren på dokumentaren Democracy LTD af Robert Schabus kl. 18.30 om demokratiets krise og fællesskabets svigt efterfulgt af en livesamtale modereret af DR2-vært Adam Holm. Entré til hele aftenen er gratis, men der skal reserveres billetter til filmvisningen. Læs mere om den fælles Europa-aften her.

I forbindelse med det fælles Europa-tema, kan andre film fra CPH:DOX’s program ligeledes opleves på kunsthallen mod forevisning af billet til den pågældende film. Det indebærer bl.a. filmen The Man Who Played with Fire af instruktøren Henrik Georgsson, som handler om Stieg Larssons andet liv som journalist i kampen mod højreekstremismen i Europa og kan opleves i kunsthallen onsdag den 20. marts kl. 17. Filmen What is democracy? af Astra Taylor vises i kunsthallen tirsdag den 26. marts kl. 19.30 og gennemgår demokratiets historie fra antikkens Grækenland. Lørdag den 30. marts kl. 17 vises filmen Young and Alive på kunsthallen, der er et generationsportræt af Frankrigs ungdom med fokus på integration, oprør, identitet og politik. Læs mere om Europa-temaet på CPH:DOX’s hjemmeside her.

Åbningsfest på Kunsthal Charlottenborg
Det er på kunsthallen, at festivallen åbnes med den store åbningsfest fredag den 22. marts kl. 21, hvor Olof Dreijer, den ene halvdel af The Knife, lægger ud med en talk om feminisme, queerness og den politiske situation i Europa anno 2019, hvorefter han overtager Charlottenborgs DJ-pult med et af sine kalejdoskopiske sets. Det er muligt at købe en billet til hele arrangementet der indeholder talk, Disturbing Business show og fest og en billet blot til festen. Læs mere her.

Fælles fokus på Brexit
I udstillingen Europa Endlos forholder både Wolfgang Tillmans og Jeremy Deller sig aktivistisk helt konkret til EUs udvikling og udtrykker sig klart imod Brexit og et smuldrende Europa gennem henholdsvis plakatkampagner og t-shirts. Oplev desuden filmen Ceremony, der handler om et demokratisk forum i Manchester med Brexit-debat, og mød instruktøren Phil Collins til visningen. Visningen er en del af CPH:DOXs Brexit Night, der finder sted på kunsthallen torsdag den 28. marts kl. 20 – aftenen før Storbritanniens annoncerede udmeldelse af EU-fællesskabet. Efterfølgende kan den Turner Prize-vindende kunstner Jeremy Deller også opleves på CPH:DOX kl. 21.45 med filmen Everybody In the Place om slut 1980’ernes rave-kulturs politiske betydning. Det er med denne film, Jeremy Deller er nomineret til CPH:DOXs NEW:VISION-pris. Filmen kan ligeledes opleves på kunsthallen tirsdag den 26. marts kl. 21.45. Efter filmene på Brexit Night vil der være dj-set med Tight Cherry (MMHRadio) i kunsthallens foyer. Læs mere her.