Søg

Yoko Ono beder danskerne fotografere sine værker

Når vores aktuelle udstilling YOKO ONO TRANSMISSION fra denne uge bevæger sig ud i hele landet i form af værker på billboards rundt omkring i bybilledet, opfordrer kunstneren danskerne til at bidrage til udstillingen ved at tage fotografier af værkerne. De bedste fotografer belønnes med et kunstværk af den japansk/amerikanske kunstner.

I et samarbejde mellem Kunsthal Charlottenborg og AFA JCDecaux indtager den verdenskendte japansk/amerikanske kunstner Yoko Ono 900 billboards over hele Danmark. Værkerne “DREAM”, “FEEL”, “FLY” og “Open Window” vises fra den 13. november på billboards som en del af den aktuelle udstilling YOKO ONO TRANSMISSION på kunsthallen.

Yoko Ono beder samtidig danskere i hele landet bidrage til udstillingen på Kunsthal Charlottenborg ved at tage billeder af hendes værker og det sted, værkerne bliver vist. Yoko Ono ønsker, at billederne bliver sendt til Kunsthal Charlottenborg, som herefter vil vise et udvalg af danskernes fotografier på kunsthallens hjemmeside og sociale medier.

De bedste fotografier vil desuden blive vist på Yoko Onos egen hjemmeside www.imaginepeace.com, ligesom de bedste fotografer vil blive belønnet med et eksemplar af det Yoko Ono-værk, de har taget fotografiet af.

Billeder af Yoko Onos værker samt navn på fotograf og placering af billboard skal sendes til
am@kunsthalcharlottenborg.dk.

Ønske om at vise værkerne, som de oprindeligt er tænkt
I udstillingen YOKO ONO TRANSMISSION på Kunsthal Charlottenborg kan man gå på opdagelse i Yoko Onos værker skabt direkte til massemedier. Udstillingen giver et overblik over de mange grafisk smukke og tankevækkende budskaber, hun gennem tiden har formidlet kunstnerisk.

Den aktuelle udstilling fokuserer på hendes publikationer, tryksager i bred forstand, og på hvordan Yoko Onos kunst er blevet transmitteret via massemedier. På udstillingen på kunsthallen kan man bl.a. se de originale War Is Over-plakater og sjældne pladecovers, eksempelvis fra det tidligste Plastic Ono Band-materiale.

Ideen med udstillingen er også at reaktivere værkerne og vise dem, som de oprindeligt er tænkt. Derfor vil man ud over udstillingen på Kunsthal Charlottenborg også kunne opleve en række af Yoko Onos værker på bl.a. 900 billboards i bybilledet over hele Danmark, radiotransmissioner på Radio24syv med instruction pieces fra Yoko Onos udgivelse Grapefruit, indrykninger af værker i Ekstra Bladet og Berlingske, toilet piece-værker opsat på toiletter på barer, caféer og butikker rundt omkring i København og ikke mindst mere end en halv million Yoko Ono-frimærker udgivet i samarbejde med PostNord, der offentliggøres i starten af det nye år.

Læs mere om udstillingen.