Søg

Kunsthal Charlottenborg satser på digital formidling med ny app

Besøgende på Kunsthal Charlottenborg kan nu gå på opdagelse i kunsthallens aktuelle udstillinger med en ny app, der i et intuitivt og genkendeligt format tilbyder kunstformidling lige ved hånden. Med både billeder, tekst og lyd deler kunstnere og kuratorer deres refleksioner med besøgende gennem mangeartede tilgange.

Kunsthal Charlottenborg vil danne rammer for kunstoplevelser, der på en gang giver de besøgende mulighed for at fordybe sig i kunstens univers gennem forskellige sanser og tilmed er nem at gå til. Derfor har Kunsthal Charlottenborg har fået udviklet appen ’Kunsthal Charlottenborg’ af virksomheden Loby, som formidler kunsthallens udstillinger i et digitalt univers.

Direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, udtaler:

”Vi bestræber os på at være kunsthallen for den næste generation. Det arbejder vi allerede med i vores udstillingsprogram, der omfatter kunst af såvel nye talenter som etablerede kunstnere. Vores nye app er et led i den stigende digitalisering i vores formidlingsarbejde, og giver nu vores besøgende mulighed for at få noget af den bedste samtidskunst og nogle af de stærkeste stemmer i kunsten direkte på deres mobiltelefoner.”

Fleksibel kunstformidling
I appen kan man både læse om udstillinger og kunstværker samt lytte til kuratorernes og kunstnernes personlige refleksioner, der tager form som alt fra præsentationer, kunstneriske og politiske overvejelser og digtoplæsninger. Man kan desuden læse om kunsthallens rige historie og lytte til direktør Michael Thoubers personlige velkomst. Alt dette kan man enten gøre, mens man bevæger sig rundt i udstillingerne eller hvis man har lyst til at forberede sit besøg på kunsthallen hjemme fra sofaen.

Kunsthal Charlottenborgs app gør nemlig brug af den smarte teknologi iBeacons, der i appen viser de besøgende informationer til de værker, de står i nærheden af. På den måde har de besøgende deres egen personlige kunstguide med rundt i udstillingen via deres smartphone. Med den kan de skræddersy deres guidede tur, så de både kan opleve udstillingen på det sprog og i det tempo, de vil, og selv bestemme, om de vil læse eller lytte.

Kunsthal Charlottenborgs kurator Henriette Bretton-Meyer er begejstret for appens mange potentialer som formidlingsværktøj i udstillingerne. Hun udtaler:

”Det er særdeles relevant at tænke formidling ind i udstillinger på nye måder, som skaber værdi og mening for de besøgende. Det digitale element i appen giver mulighed for at give plads til de mange tematikker i udstillingerne, så man kan få flere nuancer med, eksempelvis lydklip med interviews med de deltagende kunstnere. Man kan også tilgå appen før og efter besøget i kunsthallen og derved forlænge kunstoplevelsen – det er der mange besøgende, der er glade for.”

Fakta om Kunsthal Charlottenborgs app
– Appen indeholder information om kunsthallens aktuelle udstillinger og om kunsthallens historie.
– Appen findes på alle officielle sprog. Lydklippene findes på dansk og/eller engelsk.
– Appen har en gruppelyt-funktion, så en gruppe kan lytte til lydklip på samme tid.
– Appen er gratis og kan hentes i App Store iPhone og iPad og i Google Butik til øvrige smartphones.
– Hvis du ikke har en iPhone eller en iPad, kan du låne en iPad i kunsthallens billetsalg.
– Der er gratis Wi-Fi på Kunsthal Charlottenborg.