Søg

To unge danske kunstnere vinder Soloprisen og den nystiftede Talentpris til årets Charlottenborg Forårsudstilling

Årets Solopris tildeles den unge kunstner Niels Østergaard Munk for en kunstnerisk sensibilitet og en legende gennemført kunstpraksis, mens fotograf AnneMette Elmelund modtager den nystiftede Talentpris for et modigt fotografi, der er både rørende, stødende, smukt, voldsomt og håndgribeligt. Årets priser blev uddelt af juryen på udstillingens åbningsaften den 1. februar. Oplev en talk med vinderne af Soloprisen og Talentprisen onsdag den 12. februar kl. 17.

Med ”en kunstnerisk sensibilitet og en legende og gennemført kunstpraksis, der ubesværet bevæger sig mellem medier og udtryk inden for arkitektur, foto, film, skulptur, performance og tekst” har årets jury valgt at pege på Niels Østergaard Munk (født 1992) som modtager af årets Solopris. Med fotoserien Mo(nu)ment (2018) og to filmværker Digter godt men rammer tit (2019) samt Plukning af grene og afbrydning af blomster må ikke finde sted (2019) spænder Niels Østergaard Munks værker sig, ifølge juryen, ydermere over flere felter samtidig og undersøger, og udfolder både syns-, krops- og tankeeksperimenter.

Juryen blev begejstret for kunstnerens ”subtile humor og skarphed samt værkernes enkelhed og markante visualitet.” Endvidere udtaler juryen: ”Med minimale virkemidler, et stærkt koncept og en gennemgående høj kvalitet undersøger Niels Østergaard Munk betydninger og udsagn i rum, mellemrum og referencesystemer inden for kunstens, sprogets og arkitekturens klassiske problemstillinger som: Hvad er fotografi, hvad er et monument, hvad er en tekst, hvad definerer bevægelsesmønstre i rum, og hvem og hvad definerer en udsigelsesposition og en betydningsreference.”

Den nystiftede Talentpris blev tildelt AnneMette Elmelund (født 1984) for fotoserien Partus (2019) af juryen, der blev slået af værkets ”på en gang abstrakte og meget sanselige og intime udtryk.” Fotoserien skildrer et barns vej til verden og præsenteres i blandede billedkomponenter af fødsel og natur, som på en og samme tid er konkret og abstrakt. AnneMette Elmelund er jordemor og fotograf og har ud fra denne unikke position haft mulighed for og mod til at rapportere fra en ellers lukket verden med et, ifølge juryen, fotografisk cool dokumentaristisk blik, hvor kød og grene, hår og rødder sammenstilles som mønstre og organiske former af liv og forgængelighed.

Juryen udtaler endvidere om AnneMette Elmelunds fotoserie: ”Det er et modigt fotografi. Det er rørende, stødende, smukt, voldsomt og håndgribeligt. Livets store spørgsmål rammer betragteren med fysisk kraft. Fødsel, liv og forgængelighed afmonteres som tabu.” Ifølge juryen revitaliserer og opdaterer AnneMette Elmelund ligeledes 70’ernes dokumentaristiske udforskning af kvindekrop og fødsel som en naturlig del af et kvindeliv. Hendes fotografi er objektiviseret, uden smerte og peger på menneskets position i verden som forgængelig natur.

Om Soloprisen og Talentprisen
Ud over at udvælge værker til udstillingen nominerer juryen også fem finalister til årets Solopris. Soloprisen belønner overordnet kunstnerisk kvalitet og samtidig relevans. Med Soloprisen følger en invitation til en soloudstilling på Charlottenborg Forårsudstilling i 2021 og 15.000 kr. til realiseringen af udstillingen. Den nystiftede Talentpris uddeles for første gang i 2020 som et led i Charlottenborg Fondens formål om at fremme og støtte samtidens kunstneriske vækstlag. Talentprisen går til en kunstner, der i sin praksis udviser en eksperimenterende tilgang til et medie og besidder et, for juryen, interessant udviklingspotentiale. Vinderen af Talentprisen honoreres med 10.000 kr.

Årets jury
Et af Charlottenborg Forårsudstillings faste træk er dens uafhængige jury, der består af kunstnere og kuratorer med kunstfaglig praksis eller baggrund. Jurymedlemmerne vælges på baggrund af deres forståelse for kunstneres arbejdspraksisser såvel som for deres stærke internationale udsyn og erfaring. Juryen består i år af Kirse Junge-Stevnsborg (direktør, Malmö Konstmuseum), Morten Løbner Espersen (kunsthåndværker), Tina Maria Nielsen (billedkunstner), Trine Søndergaard (billedkunstner) og Trude Mardal (arkitekt).

Talkprogram med nogle af årets kunstnere og jurymedlemmer
Ud over at publikum kan møde årets prisvindere i en talk onsdag d. 12. februar kl. 17, modereret af bestyrelsesformand for Charlottenborg Fonden, Thomas Lindvig, præsenteres yderligere en række talks under Charlottenborg Forårsudstilling 2020. Oplev blandt andet kunstkritiker ved Politiken Trine Ross i samtale med de nominerede til Soloprisen og mød nogle af årets jurymedlemmer i samtale med medlemmer af Charlottenborg Fondens bestyrelse. Alle arrangementer er gratis. Læs mere om de enkelte events her.

Charlottenborg Forårsudstilling 2020 vises 2. februar – 8. marts 2020. Læs mere om udstillingen her.

Fotos: (1) Niels Østergaard Munk (DK), Mo(nu)ment, 2018. 60×60 cm. 120 film, inkjet print. (2) AnneMette Elmelund (DK), Partus, 2019. 21×29,7 cm. Fotografi trykt på baryta papir.