Søg

Oplev endnu mere af Laure Prouvosts filmiske og fængslende univers

Laure Prouvost har taget både publikum og anmeldere med storm efter åbningen af udstillingen 'Our elastic arm hold in tight through the claouds' - en totalinstallation med et helt nyt filmværk. I anledning af udstillingen præsenterer Kunsthal Charlottenborg nu et helt særligt filmprogram med det franske kunstikon, der kan opleves 1. juni – 4. juli 2021 i kunsthallens biograf.

Laure Prouvost arbejder med et fabulerende kunstnerisk udtryk, der bl.a. kommer til udtryk gennem skulptur, lyd, performance og film. Hun har netop været nomineret til årets New:Vision Award på CPH:DOX 2021 og deltager pt. på gruppeudstillingen MOR! på Louisiana.

Den anmelderroste soloudstilling Our elastic arm hold in tight through the claouds, der vises på Kunsthal Charlottenborg frem til 8. august, suppleres nu med et udvalg af Laure Prouvosts filmværker udvalgt og sammensat som et særligt supplement til udstillingen. De i alt ni filmværker udfolder på forskellig vis kunstnerens karakteristiske lo-fi filmsprog og hendes unikke evne til at fortælle historier – til at udfolde sprog og kommunikation, så helt særlige stemninger og narrativer skabes. Programmet spænder fra Prouvosts værk Wantee, der var del af den installation, som hun modtog den prestigefyldte, engelske Turner Prize for i 2013, til en række helt nye, korte film skabt under lockdown i 2021.

Filmværker:
1: The Smoking Mother Is Hot, 2020 (11:08 min.)
2: Quarantine Footage Monitor Relique #1, 2021 (02:42 min.)
3: DIT LEARN, 2017 (15:22 min.)
4: Quarantine Footage Monitor Relique #2, 2021 (02:29 min.)
5: Wantee, 2013 (14:23 min.)
6: Quarantine Footage Monitor Relique #3, 2021 (02:19 min.)
7: Monteverdi Ici, 2018 (05:40 min.)
8: Quarantine Footage Monitor Relique #4, 2021 (01:32 min.)
9: CoocooBoo, 2020 (00:36 min.)

Filmprogrammet varer ca. 1 time og looper i biografen i kunsthallens åbningstid (undtagen onsdage mellem kl. 17 og 20, når der afholdes events).

Læs mere om udstillingen Our elastic arm hold in tight through the claouds her.