Søg

Gratis omvisninger i efteråret

Kom med til gratis omvisning i kunsthallens aktuelle udstillinger hver onsdag aften i løbet af efteråret.

Kom med til gratis omvisning på Kunsthal Charlottenborg hver onsdag aften i løbet af efteråret, hvor en af vores kunstværter vil introducere kunsthallens aktuelle udstillinger: Post Capital, Asia One af Cao Fei samt Digital Matters af Honey Biba Beckerlee.

Der er omvisninger hver onsdag kl. 18.00 den 19. oktober – 21. december 2022, og der er gratis entré til kunsthallen kl. 17.00-20.00.

Om de tre aktuelle udstillinger:

Gruppeudstillingen Post Capital sammenstiller værker af 21 internationale samtidskunstnere i en lang række udtryksformer, der kredser om produktionen, forbruget og rigdommens væsen. Udstillingen tager udgangspunkt i det iboende paradoks ved at have et kapitalistisk system, der både er afhængig og truet af teknologiske fremskridt. Læs mere her.

Udstillingen Asia One af kunstneren Cao Fei reflekterer over den omfattende udvikling, der finder sted i det kinesiske samfund og som har været med til at forme hendes generation. Udstillingen præsenterer iscenesatte filmværker, der portrætterer et Kina, der er splittet mellem fortid og nutid, mellem historie og længslen efter det nye. Med Asia One blander Cao Fei social kommentar, populæræstetik, henvisninger til surrealisme og dokumentariske elementer i et særegent kunstnerisk udtryk, der har vundet genklang verden over. Læs mere her.

Honey Biba Beckerlees udstilling Digital Matters undersøger forbindelser på tværs af geologi, teknologi og biologi, og kortlægger grundstoffernes bevægelse fra naturen ind i computeren og videre ind i menneskekroppen. Gennem sine værker af bl.a. kabeltromler, digitalt affald, ledninger og serverracks sætter Biba Beckerlee fokus på sammenhængen mellem mineraler, mennesker og teknologi og hvor grundstofkrævende den digitale tidsalder er. Læs mere her.

Omvisningen varer 1 time og vil foregå på dansk.