Event
26. april 17.00 – 20.00

Joachim Hamou: “En aften med Joachim Hamou”

Charlottenborg Art Talk og Cinema

Denne aften kan du opleve Joachim Hamous seneste værker: filmen United Israel Palestine UIP27 samt antologien Calling Out of Context. Kunstneren vil selv introducere sine værker, hvorefter der vil være boglancering og filmvisning.

________________________________________________

United Israel Palestine UIP27
Den territoriale konflikt imellem israelere og palæstinensere tages op til radikal revision i Joachim Hamous performative filmprojekt, der er resultatet af et offentligt seminar med deltagelse af advokater, observatører, antropologer og historikere. Seminaret indholdte diskussioner, der fik direkte indflydelse på den retning, den egentlige film tog under indspilningerne.

Året er 2027, og den endeløse konflikt har endelig fundet sin ligevægt: de to stater er slået sammen til United Israel Palestine. Gennem dette imaginære fremtidsscenarie kaster UIP27 et futuristisk blik på den aktuelle konflikt, hvor filmens fiktive dimension snarere er et teoretisk eller hypotetisk rum i form af en retssal, hvor de forskellige synspunkter mødes og brydes.

Stridspunktet er et lille stykke land, som en palæstinensisk familie igen har fået tilkendt sig retten til, efter at det blev annekteret af en jødisk familie i 1970, som dog i mellemtiden har investeret i og udviklet landet ved at bygge en brønd, og derfor skal kompenseres. Ikke engang den hermetiske, brechtianske setting er imidlertid immun overfor de enkelte aktørers personlige lidenskaber og konflikter.

Inden filmvisningen vil Joachim Hamou fortælle om projektet samt lancere sin nye publikation Calling Out of Context, der indeholder tekster omkring tværfaglige samarbejder, der bevæger sig i feltet mellem teater og billedkunst.