Alicja Kwade & Minik Rosing
I forbindelse med Alicja Kwades soloudstilling Out of Ousia på Kunsthal Charlottenborg kan du onsdag den 30 januar opleve Alicja Kwade og geologisk professor Minik Rosing i en samtale om kunst og videnskab modereret af Marie Nipper.
Den Berlin-baserede kunstner Alicja Kwade (f. 1979, Katowice, Polen) har aldrig været bange for at gruble over gådefulde videnskabelige og matematiske spørgsmål i sine skulpturer og installationer såsom parallelle virkeligheder, det uendelige univers, sandsynlighedsregning og astronomiske ormehuller. Disse komplekse videnskabelige teorier er drivkraften bag hendes kunstneriske praksis.
Den grønlandske geolog Minik Rosing blev verdenskendt, da han beviste, at der var liv på jorden 300 millioner år før tidligere antaget, hvormed han revolutionerede vores kendskab til livets oprindelse på Jorden.
De udfolder sammen Kwades kunst i en samtale om, hvordan man kan bruge kunsten til videnskabelig udforskning og undersøgelse, om at udfordre videnskabens konventioner og dvæle ved det uvisse og universets uendelige muligheder. Samtalen er modereret af kurator på Out of Ousia, Marie Nipper
Efter talken fejrer vi udgivelsen af Alicja Kwades første monografi In Aporie med bobler i Charlottenborgs foyer. In Aporie er udgivet af forlagene Roulette Russe og Hatje Kanz med artikler af bl. a. Minik Rosing og Marie Nipper.
Der er gratis entré og alle er velkomne.