- Ferniseringer
Christiania 50 år. VAR- ER- BLIR
I anledning af Christianias 50 års fødselsdag i 2021 udstiller Kunsthal Charlottenborg et stort udvalg af fristadens mange plakater som et visuelt vidnesbyrd over fristadens historie, ideologier og kreative udtryksformer.
Christiania bliver et væsentligt samlingspunkt for 70´ernes modkultur og det væld af bevægelser som præger årtiets politiske liv. Kollektivbevægelsen, kvindebevægelsen, Bøssernes Befrielses Front, Alternativpressen, alternative teatergrupper og den progressive rock finder alle frirum og plads til udfoldelse inden for Fristadens åbne rammer og bidrager afgørende til, at Christianias overlevelseskamp bliver festlig, uforudsigelig og slagkraftig. I løbet af årene udvikles en helt speciel plakatkultur, hvor den stolthed, skaberglæde og kunstneriske fantasi og aktivisme, der lyser ud af plakaterne, bliver en vigtig del af Christianias identitet.
Udstillingen er kurateret af Ole Lykke i samarbejde med Michelle Korbø Moran og Michael Thouber. Plakaterne er venligst udlånt af Christianias Lokalhistoriske Arkiv.
Kunsthal Charlottenborgs udstillingsprogram er støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.