Copenhagen Architecture Festival: Den usynlige by
Copenhagen Architecture Festival præsenterer filmvisning på Kunsthal og efterfølgende havnerundfart + debat i Københavns havn under titlen “Den usynlige by”.
Havnen har altid været et ankomststed. For langt de fleste nytilkomne har havnen blot været et gennemgangssted på vej mod byen, men for nogle blev det også et mere eller mindre varigt hjem.
Mellem 1969 og 1971 blev cirka 3000 polsk-jødiske flygtninge indkvarteret på hotelskibet Skt. Lawrence, og i 1990’erne boede bosniske i to år på skibet Flotel Europa i Københavns kanaler.
Midt i indre bys pulserende liv var disse steder utilgængelige og nærmest usynlige byer i byen. Copenhagen Architecture Festival sætter fokus på livet som flygtning på kanten af byen med visning af dokumentaren Flotel Europa (2015) på Kunsthal Charlottenborg og en havnerundfart med debat.
FILMVISNING
15:00-16.10 Flotel Europa
Vladimir Tomic, 2015, 70 min.
Bosnian w/ English subtitles
Hvordan er det at vokse op på et gigantisk flygtningeskib i Københavns Havn? I 1992 kom en strøm af flygtninge til Danmark fra krigen i Bosnien og Herzegovina. Da flygtningelejrene allerede var fyldt, trak Røde Kors et kæmpestort skib ind i Københavns kanaler. Flotel Europa tjente som midlertidigt hjem for tusind mennesker, mens de afventede svar på deres asylansøgninger.
Blandt dem var en 12-årig dreng, Vladimir, som flygtede fra Sarajevo med sin mor og storebror. De tilbragte to år i det limbo, der var Flotel Europa. To årtier senere beretter Vladimir Tomic om sin opvækst på et skib, der var hjemsøgt af krigens spøgelser. Hans egen historie veksler med arkivmateriale optaget på VHS af skibets beboere.
Efter filmvisningen fortsætter arrangementet med havnerundfart og debat. Læs mere.
Normal entré til kunsthallen.