DANSKE DANSEHISTORIER 2018 – PRÆSENTATION OG PERSPEKTIV
Ved et symposium på HAUT og et ugelangt residensophold på Vestjyllands Højskole har initiativet Danske Dansehistorier 2018 samlet omkring 80 personer med tilknytning til det danske dansemiljø. På kryds af generationer, geografiske tilhørsforhold og kunstneriske ståsteder har de sammen husket, danset, undersøgt, kritiseret, skabt og drømt om et væld af “danske dansehistorier”, i relation til fortiden, nutiden og fremtiden.
Eventet på Charlottenborg i programrækken CHOREOGRAPHY IN ACTION markerer et punktum for projektets forløb i 2018, hvor du gives et indblik i projektet. Samtidig er det et afsæt for fremtiden, gennem en fælles refleksion over initiativets udfoldelse og dets mulige potentiale.
Til sidst fejres (re)lanceringen af DANSKEDANSEHISTORIER.DK – et virtuelt samlingssted, hvor billeder, tekst og podcasts dokumenterer projektets aktiviteter og skaber nye sammenhænge, i form af en fragmenteret og mangfoldig kortlægning af “danske dansehistorier”.
Om ‘Danske Dansehistorier’
Det er initieret af Andrea Deres, Carolina Bäckman, Nanna Stigsdatter og Stine Frandsen – to generationer dansere og koreografer, der arbejder freelance med base i Danmark. De har hver især stor erfaring med kollektive processer og selvproducering, og er allesammen engagerede i forskellige kollegiale og politiske tiltag og sammenhænge, i både ind- og udland.
Med en fælles interesse i kollegial vidensdeling og kunstnerdreven organisering, er de gået sammen med et ønske om at engagere og styrke det danske dansemiljø. Initiativet er primært en kollegial sammenkomst, der på kunstnerens egne præmisser søger at skabe plads til kunstnerisk deling og fælles udforskning. Med udgangspunkt i en mangesidig og fragmenteret kortlægning af dansehistorier – subjektive og personlige perspektiver, der på legende vis relaterer til vores fortid, nutid og fremtid – er ambitionen at skabe en fælles grobund for fremtidig dansekunst i dansk kontekst.
De er interesseret i undersøge hvad der ligger til grund for den nutidige dans i Danmark. Hvem har været med til at tegne historien og hvem tegner den nu? Og hvordan kan vi begynde en fælles samtale om fremtiden på tværs af ståsteder? Danske Dansehistorier er et indspark til debat omkring kunstnerisk (med)ejerskab, mandat og tilhørsforhold.
Læs om Danske Dansehistorier her
Eventen er en del af Dansehallernes program CHOREOGRAPHY IN ACTION og foregår på engelsk. Der er fri entré.
Mere information på Dansehallerne.dk