Event
11. oktober 18.00 – 00.00
  • Film
  • Musik
  • Performances
  • Talks

Kulturnatten 2019 på Charlottenborg

Børnene Bestemmer, omvisning i udstillingerne og på Charlottenborg Slot, animations- og dukkefilm for hele familien

På Kulturnatten overtager elever fra Langelinieskolen Kunsthal Charlottenborg og lader publikum opleve udstillingsaktuelle Eva Kot’átkovás forunderlige og surrealistiske univers gennem deres øjne og ører. Kom også på omvisning på det historiske Charlottenborg Slot og oplev animations- og dukkefilm for hele familien skabt af tre af de mest legendariske tjekkiske instruktører.

Program
18.00-24.00: Mad og drikkevarer kan købes fra Apollo Bar i nedre foyer.
18.00-24.00: Tjekkiske animations- og dukkefilm for hele familien skabt af tre af de mest legendariske tjekkiske instruktører: Hermína Týrlová, Karel Zeman og Jiri Trnka. Filmene vises i kunsthallens biograf.
18.00-21.30: Børnene Bestemmer: Drømme Demo, skilteworkshop i Kunsthal Charlottenborgs gård (løbende).
18.00-21.30: Børnene Bestemmer: Drømme Hjørne, collageworkshop i øvre foyer (løbende).
18.30 / 19.00 / 20.15
Børnene Bestemmer: Drømme Hjørne, dialog, øvre foyer.
18.45 / 20.00 / 20.30
Børnene Bestemmer: Drømme Tour, performativ omvisning, øvre foyer.
19.30 / 21.00
Børnene Bestemmer: Drømme Demo, demonstration på og udenfor Kunsthal Charlottenborg.
18.30-21.30: Omvisninger i den nyåbnede udstilling Art & Porn hver hele time. Udstillingen har pornografisk indhold, som kan være uegnet for børn.
19.00-22.30: Omvisninger på Charlottenborg Slot ved kunsthistoriker Henrik Biehl kl. 19, 21 og 22.30.
21.30-24.00: DJ i nedre foyer.

Børnene Bestemmer
20 elever fra 7. årgang på Langelinieskolen sætter dagsordenen, når de under overskriften Børnene Bestemmer fortsætter sidste års succes og overtager Charlottenborg under Kulturnatten. Her kan besøgende i alle aldre forvente legende workshops og skæve omvisninger formet ud fra, hvad der i følge unge er sjovt og vigtigt i dag. Alt sammen med udgangspunkt i udstillingen ‘Confessions of the Piping System’, hvor den tjekkiske kunstner Eva Koťátková tager hverdagens begrænsninger og drømme under behandling. Børnene Bestemmer er en del af projektet og universet IMAGINARIUM, hvor børn og unge går i clinch med den professionelle kunstverden. Kuratorgruppen KUNST:form står bag koncept og realisering. Børnene Bestemmer er støttet af Kulturnatten og Københavns Kommune, Åben Skole.

Historiske omvisninger på Charlottenborg Slot
Traditionen tro bliver der på Kulturnatten mulighed for at komme bag murene på Det Kongelige Danske Kunstakademi, når historiker Henrik Biehl giver rundvisninger på Charlottenborg Slot. Rundvisningerne finder sted kl. 19, 21 og 22.30.

Tjekkiske animations- og dukkefilm
Aktivistiske lommetørklæder, solstråler af uld, en telefonerende akrobat i en løvemave og en velkendt kejserlig nattergal. Inspireret af den udstillingsaktuelle kunstner Eva Koťátková, glæder Charlottenborg Art Cinema sig til at invitere indenfor til et biografprogram for hele familien, der præsenterer den tjekkiske animations- og dukkefilms tradition med film skabt af tre af de mest legendariske tjekkiske instruktører: Hermína Týrlová, Karel Zeman og Jiri Trnka. Filmprogrammet er kurateret af Anne Mikél Jensen og vises både på Kulturnatten og i efterårsferien i biografen på Kunsthalcharlottenborg.

På Kulturnatten og hver onsdag fra den 23. oktober – 11 december 2019 vil man gratis kunne opleve performances i Eva Koťátkovás udstilling kl. 17.30-19.30.
Performere: Snorre Jeppe Hansen, Nina Tind Jensen, Ninna Steen, Lisbeth Sonne og Piet Gitz-Johansen.

Entré
Under Kulturnatten er der adgang med Kulturpas til 95 kr. Kulturpas kan købes på Kunsthal Charlottenborg eller på Kulturnattens webshop.