Event
27. maj 08.15 – 10.15

Kunst i offentlige rum

Charlottenborgs Kaffeklub

Kunst i offentlige rum er tilgængelig for alle. Men hvad er formålet med den og hvad er strategierne for offentlig kunst i Danmark? Charlottenborgs Kaffeklub tager samtalen med kunstnere, politikere og eksperter.

Hvad er kunst i det offentlige rum, hvem oplever den og hvad er visionerne og ambitionerne for kunsten? Hvor meget ved de danske politikere om kunst, når de inviterer den indenfor på offentlige institutioner og udenfor i byrummet? Charlottenborgs Kaffeklub inviterer til en faglig og politisk samtale om kunsten i det offentlige rum.

Kunst har en indvirkning på vores samfund. Den er en del af vores hverdag, den præger os, kan skabe forbindelser, men også provokere og forarge. Det har kommuner og offentlige institutioner i tiltagende grad taget til sig.

Politikere og embedsfolk sætter områdefornyelser i gang, inddrager borgerne, udvikler kunststrategier til fremtiden og prioriterer kunst som en vigtig del af vores offentlige rum. Kunsten bliver anvendt som politisk løftestang for at skabe gode liv, attraktive byrum, bosætning og sammenhængskraft.

Men hvad betyder kunsten i offentlige rum for de mennesker, der oplever den? Hvem bestemmer hvad kunsten må sige, hvordan den skal se ud og hvad dens formål er i det offentlige rum?

Det vil være omdrejningspunktet for samtalen i den 12. udgave af Charlottenborgs Kaffeklub – med et stærkt lokalt fokus i et kommunalt valgår.

Program:

8.30-8.40: Velkommen & morgensang
Konstitueret direktør for Kunsthal Charlottenborg, Henriette Bretton-Meyer, byder velkommen.
Sanger Morten Grove Frandsen og pianist Louise Schrøder synger for til dagens morgensang.

8.40-8.50: Ny undersøgelse af kunstens betydning i det offentlige rum
Interview med Sarah Pihl Petersen, analytiker, Kulturens Analyseinstitut
Læs foranalyse her

8.50 – 9.15: Panel 1 – Hvilke politiske visioner er der for kunst i det offentlige rum?
Merete Amdisen
, borgmester (A), Ishøj Kommune
Karsten Rimmer Larsen, Kultur- og fritidschef, Varde Kommune
Toke Lykkeberg, leder af Tranen og bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet
Hannah Toticki, billedkunstner

9.15-9.20 Pause – Kunstnerisk intervention v. Hannah Toticki
Publikum får mulighed for at komme i nærkontakt med taktile udsmykningselementer, skabt af Toticki selv og billedkunstner Susanne Ussing.

9.25-9.50: Panel 2 – Hvad er kunstens rolle i offentlige rum?
Mathilde Kastbjerg
, medlem af Borgerrepræsentationen, Socialudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget (C), Københavns Kommune
Søren-Emil Schütt
, sekretariatschef, AKK – Almene Kunstklubber
Henrik Plenge Jakobsen, billedkunstner
Malene Natascha Ratcliffe, direktør på MAPS – Museum of Art in Public Spaces

Ordstyrer er Lene Johansen, forfatter og journalist.

Om Charlottenborgs Kaffeklub:

Charlottenborgs Kaffeklub er stedet, hvor den politiske verden møder kunstmiljøet til en kop kaffe og en åben samtale om visionerne for fremtidens kulturpolitik og kunstneriske dannelse.

Charlottenborgs Kaffeklub har som mål at styrke udbredelsen af kunsten i Danmark og skabe forståelse for kunstens betydning for mennesker og samfundet.

Charlottenborgs Kaffeklub er arrangeret i samarbejde mellem Kunsthal Charlottenborg og Bikubenfonden.

Praktisk information

OBS: Arrangementet er udsolgt, men du kan tilmelde dig ventelisten ved at skrive til booking@kunsthalcharlottenborg.dk.

Tilmelding er gratis, men nødvendig. Kom i god tid og drik en kop kaffe.

Charlottenborgs Kaffeklub kan ses efterfølgende på Kunsthal Charlottenborgs YouTube-kanal her