- Film
Kunstakademiets bachelorudstilling
Som en del af Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskolers bachelorudstilling præsenteres en række film af de studerende tirsdag den 21. maj i Charlottenborg Art Cinema. Der vil være fire filmvisninger af alle film i løbet af dagen, som starter hhv. kl. 12.00, 14.00, 16.00 og 18.00. De fem film er:
Victoria West: Film 1 og film 2 fra ‘The Forest Floor’ (7 min.)
De to film fra ’The Forest Floor’ er dele af et computerspil/digital installation, hvor filmene vises på skærme inde i en digital skov. Teksterne, som læses op, er tanker og følelser omkring begrænset tid og energi. Hvor meget kan du indtage? Hvad prioriterer du, når du for eksempel udforsker en digital skov? Computerspillet med titlen ’The Forest Floor’ vises på Brønshøj Vandtårn under udstillingsperioden.
Bertram von Undall: ‘P’ (12 min.)
En skov blev forsøgt transformeret til et filmset. I forsøget på at planlægge den perfekte transformation blev en gruppe mennesker fanget i et uendeligt planlægnings-loop, hvor én plan kun ledte videre til den næste plan osv. Filmen er research-fiktion, hvori en person forsøger at redegøre for disse semi-absurde hændelser. Den består hovedsagligt af digitale rekonstruktioner samt enkelte stills fra en tidligere dokumentar om emnet.
Mads Hyldgaard Nielsen: ‘Blikket er et objekt’ (18 min.)
… måske har han lukket øjnene og drømt, at skulpturen ville bukke sig ned som Galatea for at omfavne ham? Mindet er hans blik, der strækker sig som et billede, ind i vores nu. Filmen er en essayistisk udvidet montage, der behandler billedet som begreb og de blikke, der fikserer dem.
Aske Thiberg: ‘Now I see things for the way it is’ (32 min.)
En musical om unge mennesker i isolation, der finder sted i fire værelser, som er rekonstrueret i 3D ud fra billeder og samtaler i et chatrum for mennesker, der frivilligt og ufrivilligt har isoleret sig fra samfundet.
Årets bachelorudstilling vises i Brønshøj Vandtårn indtil den 25. maj.