Praksis, fantasi og decentraliseret koreografi
Som optakt til det nye værk ALITY, der har premiere 24. september i Kunsthal Charlottenborg, kan du her møde holdet bag det durationelle værk.
Som en refleksion over deres fælles proces vil holdet bag ALITY fortælle om deres praksis og de koreografiske overvejelser, der ligger til grund for selve værket. Det handler om fantasiens kapacitet, praksis og de nye muligheder i en flerfoldig og decentraliseret koreografi.
Om ALITY
Billeder, beretninger og relationer opstår i utallige scener – i et spænd mellem det konkrete og abstraktion gives der plads til fantasien. Spinkle billeder antydes, men i samme øjeblik noget opstår glider det ud og væk mellem linjerne af dets egen læsbarhed.
Alt tilstedeværende i værket – publikum, performere såvel som rekvisitter og rummet i sig selv – er til mulig forhandling i kraft af fantasien og dens evne til at aflæse forskellige underliggende betydninger. Der er ingen præfabrikerede billeder i ALITY, men ikke ulig oplevelsen af at stirre på et tarotkort, eller ind i et kaleidoskop, er værket flerfacetteret og foranderligt og bliver ved med at udfolde sig jo mere man hengiver sig til det.
Se trailer for værket her
Om holdet bag ALITY og andre opbakkende partnere
Den danske duo two-women-machine-show har de sidste tre år haft et tæt samarbejde med den britiske skuespiller Jonathan Bonnici. Sammen udviklede de værket TRANS- til Bora Boras platform New Nordic Dances i 2015. TRANS- er siden blevet vist i Danmark, Ungarn og Norge og udvalgt til Berliner Festspieles prestigefulde Stückemarkt-program. TRANS- har kunnet opleves som en del af udstillingen Welt Ohne Aussen kureret af den tyske kunstner Tino Sehgal og Thomas O. på Martin-Gropious-Bau i Berlin.
Læs mere om two-women-machine-show her
Deres nye værk ALITY er skabt i tæt samarbejde med den sydkoreanske kunstner Yujin Kim, den britiske komponist S. Rieser og den danske tekstildesigner Lea Paulsen. ALITY kan opleves på Kunsthal Charlottenborg fra den 24. september. Særligt til denne udgave af værket vil den britiske performer Emilia Gasiorek tilslutte sig gruppen.
ALITY er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Knud Højgaards Fond og Beckett-fonden samt de samproducerende partnere Dansehallerne, Kunsthal Charlottenborg, Dansarena Nord, UniArts Helsinki, Oticon Fonden og PACT Zollverein.
Eventen er en del af Dansehallernes program CHOREOGRAPHY IN ACTION og foregår på engelsk. Der er fri entré.
Mere information på Dansehallerne.dk