Søg

Charlottenborg Forårsudstilling 2025

6 feb – 9 mar 2025

Charlottenborg Forårsudstilling er en af de væsentligste åbne, censurerede udstillinger i Europa og præsenterer årligt et nøje udvalg af billedkunst, arkitektur, kunsthåndværk og design fra både ind- og udland. Udstillingen afspejler aktuelle tendenser på kunstscenen og med værker, der favner bredt i materialitet og medier, er der rig mulighed for at udforske samtidskunstens mangfoldighed.

Siden Charlottenborg Fondens etablering i 1857 har forårsudstillingen været en vigtig platform for kunstnere, der gennem tiden har debuteret eller præsenteret nye værker på udstillingen, heriblandt flere kunstnere, der i dag er internationalt anerkendte navne. Det gælder både historiske skikkelser som Anna Ancher og P.S. Krøyer, Vilhelm Hammershøi og Anne Marie Carl-Nielsen såvel som nyere navne som Per Kirkeby og Olafur Eliasson samt Klara Lilja, Sif Itona Westerberg og Frederik Næblerød, der i de senere år har debuteret på udstillingen.

Hvert år udvælger en fagjury en bred vifte af kunstnere gennem en åben ansøgningsproces. Juryen udpeges på baggrund af deres forståelse for kunstnerisk arbejde, såvel som deres stærke internationale udsyn. Årets jury er den multidisciplinære kunstner- og kuratorsammenslutning coyote, der typisk arbejder stedsspecifikt med at udforske potentialerne for kollektivitet. coyote kuraterer også forårsudstillingen i 2025.

Igen i år uddeles Soloprisen i samarbejde med Politikens Forhal. Vinderen præmieres med 10.000 kr. samt en soloudstilling i Politikens Forhal. Zishi Han og Wei Yang, der vandt Soloprisen 2024 for værket Hairpin Beneath, udstiller i Politikens Forhal i sensommeren 2025.

Charlottenborg Forårsudstilling organiseres af Charlottenborg Fonden i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg.

Udstillingen er i 2025 støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fonden, Axel Muusfeldts Fond, Beckett-Fonden, Knud Højgaards Fond, Ny Carlsberg Fondet, Statens Kunstfond og William Demant Fonden.

 

 

 

Næste