Søg

Copenhagen – Red Light Green Light

(In the Realm of the Senses)

11 jun – 7 aug 2022 Åbning: 10 jun 2022 17:00

NB! Udstillingen finder sted på seks forskellige locations i København fra 11. juni – 10. juli. Frem til 7. august er det stadig muligt at opleve installationen Upgrade in Progress af Geumhyung Jeong på Kunsthal Charlottenborg.

 

Denne sommer præsenterer Kunsthal Charlottenborg en udstilling, der bevæger sig fra kunsthallen og ud i byen på særligt udvalgte steder. Intensitet og intimitet er i fokus, og publikum kan se frem til store kunstoplevelser, når en række internationalt toneangivende video- og performancekunstnere skaber værker til byens sceniske rum og sale.

Skal man sætte ord på samtiden som en følelsesmæssig tilstand, kan det være som en tilstand af stress eller spændthed. Vi lever i en tid, der både er angstfyldt, drevet af begær og også styret af protokoller for, hvordan man kan leve og performe i dag. Resultatet er en anspændthed, en tension – en situation, hvor man både er under pres og samtidigt drevet til handling. Udstillingen Copenhagen. Red Light Green Light (In the Realm of the Senses) tager afsæt i denne sammensatte tilstand af at være holdt i et låst greb og stadig at have et drive.

Udstillingen begynder på Kunsthal Charlottenborg og bevæger sig herfra ud i byen. Seks internationale samtidskunstnere; koreanske Geumhyung Jeong, thailandske Korakrit Arunanondchai i samarbejde med amerikanske Alex Gvojic, argentinske Cecilia Bengolea, engelske Cally Spooner, svenske Ylva Snöfrid, og polske Alex Baczyński-Jenkins er inviteret af kurator Charlotte Sprogøe til at præsentere installationer, video og performances seks forskellige steder i København, som et billede af den mentaltilstand, vi lever med i dag. Udstillingen udfolder sig som en levende form på forskellige locations igennem København. Hver især åbner de på forskellige tidspunkter på dagen og på forskellige dage i måneden. Udstillingen viser sig derfor løbende i nye variationer og skal ses over tid.

De deltagende kunstnere skaber hver deres nutidige versioner af Ballet Méchanic (Ferdinand Leger, 1924). Hver del af udstillingen præsenterer en koreograferet tilgang til kunst – et ritual, en dans eller en sang formet af spillet mellem livskraft og det døde, det mekaniske eller tingslige, som vi lever med. Det kropssprog, der findes i vores samtid og de relationer vi har, er formet af økonomien, af kulturen og af serviceindustrien – og de udgør en art levende scenetæppe for udstillingen. Udstillingen er på den måde en form for sindsbillede både på storbyen i dag og på hyperkapitalismens æstetik, sensibilitet og tone, hvor begær, ømhed og aggression eksisterer parallelt.

De udvalgte steder for udstillingen er Kunsthal Charlottenborg, Kongernes Lapidarium – rytterstatuerummet i den tidligere stald, havesalen på Musikhuset København, Festsalen på Charlottenborg Slot, en lukket kontorbygning i centrum ved Buen og den historiske katedrallignende bibliotekssal på Københavns Universitet Fiolstræde, der lukkede for publikum for år tilbage.

Udstillingen i byrummet finder sted 11. juni – 10. juli 2022. Installationen på Kunsthal Charlottenborg kan opleves frem til 7. august 2022.

Copenhagen. Red Light Green Light (In the Realm of the Senses) er kurateret af Charlotte Sprogøe og er tilknyttet to forskningsprojekter omkring kunstens brug af samtid, sensibilitet og location. Udstillingen er realiseret i partnerskab med Københavns Universitet, Slots og Kulturstyrelsen – Nationalmuseet.

Katalog for udstillingen kan købes i Kunsthal Charlottenborgs boghandel eller online via saxo.com.

VÆRKER I UDSTILLINGEN

Geumhyung Jeong (Seoul, Korea, 1980)
Upgrade in Progress, 2020
Installation 6 kanals video
Kunsthal Charlottenborg
11. juni – 7. august, tir-fre kl. 12-20,  lør-søn kl. 11-17

Der er en tæt erotisk kobling mellem menneske og teknologi i Geumhyungs Jeongs værker, hvor robotdele, medicinske torsoer, ledninger, transformere og andre elektroniske komponenter sættes sammen af kunstneren til menneskelignende robotter – døde teknologiske toys. Væsener, der kun kan aktiveres gennem controllere og strømforsyning. Vores kropslige forhold til teknologi, spændingsforholdet mellem begær og kontrol og vores intime interaktion med ikke-levende ting er i centrum i Jeongs værker. Kunstneren, der er uddannet inden for teater og dans, koreograferer i sine værker en form for low-tech mekanisk ballet med sin egen krop og de selvbyggede robotter som partnere. På Kunsthal Charlottenborg har kunstneren skabt en installation af de delelementer, hun bygger de ikke-levende kroppe op af. De ligger badet i et dødt lys på scene-borde i rummet. På videoer bag installationen ser vi kunstnerens arbejde med at sammenføre delene til halvfærdige væsner, der kan bevæge sig – på grænsen til at blive bragt i live. Der er en fortsat kontrolleret spænding mellem kunstnerens fetish-lignende robotproduktion og de små spil af aktivitet, der fremkommer i maskinerne. Interaktionen mellem menneske og maskine er stødvis og begrænset.

Korakrit Arunanondchai (Thailand, 1986) & Alex Gvojic
Songs for Living, 2021
Video & installation (video med Alex Gvojic)
Kongernes Lapidarium, Christian 4.s Bryghus. Frederiksholms Kanal 29 – entré billet giver også adgang til Kunsthal Charlottenborg
11. juni – 10. juli, ons-fre kl. 12-16, lør-søn kl. 13-17 (NB begrænset adgang 15.-17. juni pga. Days of Design)

I Songs for Living taler de åndelige guder til os gennem en slags historiefortælling, som en sang. Verden præsenteres i en animeret version. Rytterrummet på Kongernes Lapidarium er fyldt med midnatsblåt lys, der udvider atmosfæren fra Korakrit Arunanondchai og Alex Gvojics videoværk til luften af rummet i de tidligere stalde. Spøgelser og ånder optræder i flydende form i Arunanondchais værk, som bruger den spirituelle fortælling som kile til at komme ind i en anden tilstand af væren. Kunstneren er optaget af mellemrummet mellem de levendes og de dødes verden i både sine videoer og performances. Døden er en zone man kan passere igennem. Havet bliver i videoen et tomrum, en zone og et medium, der skaber ’en oceanisk følelse’. Det udgør en portal, hvor de levende kan komme ind i spøgelsernes rige.

Cecilia Bengolea (Argentina, 1979. F. Paris)
Deary Steel, 2022
Video installation & ballet performance
Det historiske Københavns Universitetsbibliotek. Fiolstræde 1
11. juni – 10. juli, ons – søn kl. 12-16
Ballet performance 10. juli kl. 15 & 17

Cecilia Bengoleas nye værk Deary Steel udforsker de sociale og materielle dimensioner af den industrielle æra og periodens indvirken på vores nutidige post-industrielle kultur og hvordan vi bruger vores kroppe i dag. I 1930’erne, mellem to krige, skabte en gruppe pre-hippie og naturistdansere i Monte Verita et fællesskab i deres søgen efter at komme i pagt med naturen. Deres dans er gen-koreograferet af Bengolea i Deary Steel, som en koreografi af elementerne. Værket viser ti balletdansere fra Lyon School of Ballets kroppe i bevægelse når de performer-ritualer, der bruger ild til at styrke og helbrede. I værket sættes billeder af et aktivt europæisk stålværk i dialog med fundne optagelser fra Manga og kinesisk medicin samt arkivoptagelser, der skildrer kvindelige industriarbejderes kampe og deres venners og families fritidsaktiviteter i begyndelsen af det tyvende århundrede. Den alkymiske proces i stålindustrien har fået kunstneren til at udforske, hvordan elementerne orkestrerer og manipulerer vores natur, livsstil og kroppe – der også bærer metallerne indeni. Bengolea fremkalder en monumental symbolsk arkitektur, hvor industriel viden, tidligere sociale strukturer og minder mødes.                                                            Dansere: Caroline Maquignon, Mathis Nour, Magdalen Wood.

Cally Spooner (UK, 1983)
On Stagnation (rehearsal), 2022
En to personers dans i proces
Kontor, Ejendommen Buen Vester Farigmagsgade 1, stueplan
Workshop 18. juni og 19. juni kl. 12-17
Performance rehearsal med én danser 2. juli kl. 14

On Stagnation er en del af Cally Spooners Deadtime-repertoir. Deadtime er en opera, der er under udvikling, og som udfolder sig i koreograferet form. I København oplever vi den som workshop og i en øve-fase, hvor Spooner og to dansere udforsker koreografi, kropssprog og gestik fra 1980’ernes aerobics videoer på YouTube.

Cally Spooner er en koreograf, hvis koreografiske virke er forankret i en uddannelse i filosofi. Hendes performances skabes gennem skrivning og udfolder sig på tværs af medier – på film, i tekst, gennem foredragsholdere, illustreret i tegninger og partiturer – som bliver indlejret i det levende og medierede stof i hendes udstillinger.  Udviklet over lange perioder, på tværs af en række udstillingssteder, inkorporerer kunstneren varighed og rehearsal som en art modstand mod det magtregime, der fordrer vores evige performance i vores dagligdag.                                                                                                                                                                  Dansere: Sanna Blennow, Maggie Segale og Alice Mackenzie.

Ylva Snöfrid (Sverige, 1974)
Cosmos and Vanitas in the Light of Conscience, 2022
Performance installation
Charlottenborg, Festsalen
28. juni – 10. juli kl. 12-16, ons og tor til kl. 12-20

Cosmos and Vanitas in the Light of Conscience er en levende maleri-installation beboet af Ylva Snöfrid.  Vanitasværket, der traditionelt har vist livets forgængelighed, tager her form af et 3-dimensionelt storskaleret maleri. Et kosmos, møbleret med en art ’transcendentale’ objekter, der kan føre os til andre erkendelsesplaner, bemalet med billeder af kroppe og inskriptioner og mærket af tidligere ritualer. Den svenske kunstner Ylva Snöfrid har siden sin barndom tænkt på Snöfrid (hendes andet navn) som sin dobbel, en spejl-tvilling, (fra spejlverdenen) der har fulgt hende siden barndommen og som kunstneren igennem en årrække har vækket til live ved spirituelle ceremonier, destillationer af væsker og performances. Snöfrid er sammensmeltningen af de to, der både befinder sig blandt de levende og på et spirituelt, obskurt plan. I installationen kan besøgende dagligt træde ind i værket til kunstneren, der udfører ceremonielle the- og champagne ritualer i løbet af udstillingens åbningstid. Det er en form for post-performativt maleri Snöfrid præsenterer, der folder sig ud som en scene, hvor tingene ændrer form, bliver til handlinger og situationer finder sted – og hvor tingene indgår som dele af et større kosmos.

Værket Cosmos and Vanitas in the Light of Conscience er støttet af: Statens Konstråd, Akademiska Hus, Konstnärsnämnden & IASPIS.

Alex Baczynski-Jenkins (Polen, 1987)
Unending love, or love dies, on repeat like it’s endless
Performance
Musikhuset København i Havesalonen, Vesterbrogade 59
26. juni kl. 14-16

Unending love, or love dies, on repeat like it’s endless er en koreografi som reflekterer over forholdet mellem begær, dans, fragmentering, kærlighed (som fællesskab), tab og tid. Gennem gestik, sanselighed, berøring og relationalitet udfolder Alex Baczynski-Jenkins’ værk begærets struktur og bægerets politik.

Der er forskellige forholdemåder til stede i værket. I de dialoger, det udvikles igennem og udføres med, samt i de materialer og den poetik, det former. Værkerne udforsker relationer mellem sansning og socialitet, legemliggjort udtryk og fremmedgørelse, teksturerne i hverdagens oplevelser, utopiske og latente queer-historier. Baczynski-Jenkins tilgang til koreografi er som en måde at reflektere over spørgsmål om følelser, perception og kollektiv tilstedeværelse. Han beskæftiger sig med andre måder at opleve hukommelse, tid og forandring på. Baczynski-Jenkins beskæftiger sig med queer affekt, embodiment og relationalitet.                                            Performer: Thomias Radin. Sound contributions: Zoi Michailova, Artistic advisor and sound mixed live by: Krzysztof Bagiński

EVENTS I FORBINDELSE MED UDSTILLINGEN

10. juni: Ferniseringen finder sted kl. 17.00-21.00 på Kunsthal Charlottenborg og kl. 18.00-20.00 på Kongernes Lapidarium.

12. juni kl. 13.00: Omvisning på tre venues ved kuratorassistent Karoline Mølstrøm. Mødested Kunsthal Charlottenborg

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, ECCA Family Foundation, Det Obelske Familiefond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Kulturministeriet KUV, Knud Højgaards Fond, Københavns Universitet, Lemvigh-Müller Fonden, Novo Nordisk Fonden, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, Spar Nord Fonden, Statens Konstråd, William Demant Fonden, Ejendommen Buen.

Næste