Søg

Laure Prouvost

Our elastic arm hold in tight through the claouds

21 apr – 8 aug 2021 Åbning: 21 apr 2021 12:00

Den Turner Prize-vindende kunstner Laure Prouvost er verdenskendt for sine totalinstallationer og repræsenterede Frankrig ved Venedig Biennalen 2019. Nu præsenterer Kunsthal Charlottenborg hendes første soloudstilling i Skandinavien.

Laure Prouvost arbejder i et fabulerende kunstnerisk formsprog, der spænder fra film og installation til skulptur, lyd og performance. Hun er kendt for sine sanselige, surrealistiske og stemningsfulde totalinstallationer, der på humoristisk og idiosynkratisk vis skaber en ramme for hendes filmværker. Her udviskes grænser mellem fiktion og virkelighed og sprogets flertydighed udforskes.

Med udstillingen Our elastic arm hold in tight through the claouds omdanner Prouvost hele Kunsthal Charlottenborgs nordfløj til en labyrintisk installation, der skaber sin helt egen, overjordiske verden. Udstillingen er skabt som en totaloplevelse, der med en ny videoinstallation produceret i samarbejde med Australian Centre for Contemporary Art (ACCA) i Melbourne vil introducere publikum til Prouvosts livlige, fængslende og ofte humoristiske kunstneriske praksis.

I den forførende udstilling kan man opleve hviskende, erotiske stemmer flette sammen med skrøbelige glasskulpturer, en flamsk gobelin, hindbærspisende fisk og blomster, der udfolder deres kronblade. Centralt i udstillingen blandt fundne genstande, skulpturer og skilte er Prouvosts nye store filmværk, der tager publikum med på en rejse op over skyerne til et universelt drømmerum, hvor horisonterne udvides og hvor vi kan undslippe den fysiske verdens realiteter, overvinde afstande, række ud og omfavne hinanden igen.

Laure Prouvost (f. 1967, Lieumeconu, Frankrig) bor og arbejder.
Her følger en lang liste over museer og institutioner. En linje, nogle interessante ting, en koma, en linje, en liste over residency-ophold og priser. Et udvalg af soloprojekter, herunder: en svælgen og et åndedræt i Eindhoven, en rygende mor i København, en smelten sammen med en anden i Lissabon, et besat paradis i Aalst, et dybblåt hav omkring dig i Venedig og Toulouse, et venteværelse med genstande i Minneapolis, et nyt Museum til bedstefar i Milano, en tesalon til bedstemor i Derry, et karaokested i Bruxelles, en ny blæksprutte-vodka-bar til Gregor i Rotterdam, et rejsebureau til en onkel i Frankfurt, en lobby for kærlighed blandt kunstnerne i Haag og Lucerne… teposer og våde gulve og tentakler.

Udstillingen er kurateret af Henriette Bretton-Meyer og er produceret i samarbejde med Australian Centre for Contemporary Art i Melbourne. Udstillingen præsenteres som del af Kunsthal Charlottenborgs samarbejde med CPH:DOX og er støttet af Augustinus Fonden, Institut français du Danemark, Kvadrat, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.

 

Næste