New Red Order Presents:
One if by Land, Two if by Sea
Kunsthal Charlottenborg har inviteret New Red Order til at kuratere en international gruppeudstilling og et helt nyt filmprogram i anledning af CPH:DOX, Københavns internationale dokumentarfilmfestival. Udstillingen vises i hele kunsthallens nordfløj og forbinder kunstnere, værker og erfaringer fra forskellige steder i verden fra Kalaallit Nunaat og Sápmi til Hawaii.
New Red Order er en usædvanlig institution; en slags åben, hemmelig forening med en skiftende medlemsskare inklusive de tre hovedkræfter Adam Khalil, Zack Khalil og Jackson Polys. På skarp og humoristisk vis konfronterer de koloniale strukturer og promoverer fremtidsscenarier for oprindelige folk.
Udstillingen New Red Order Presents: One if by Land, Two if by Sea viser værker af yngre såvel som etablerede internationale kunstnere: Asinnajaq, Hanan Benammar & Uyarakq, Minik Bidstrup, Sean Connelly, Carola Grahn, Julie Edel Hardenberg, Inuk Silis Høegh & Asmund Havsteen-Mikkelsen, Fox Maxy, Joar Nango, New Red Order, Laura Ortman, Solvognen, Krista Belle Stewart, Tanya Tagaq, Tarrak, Uvagut TV.
Udstillingen sammenstiller film, skulptur, performance, installationer, musikvideoer, fotografi og meget mere. Blandt bidragene finder man kunstnere som Krista Belle Stewart, der undersøger ønsket om at ”lege indianer”, som man kan støde på i Europa. Andre værker såsom Fox Maxys film Maat beskæftiger sig med ”Landback” bevægelsens problemstillinger samtidig med at vise aktuelle eksempler på oprindelige folks formåen i dag, alt imens projekter skabt af Hanan Benammar og Uyarakq søger at gentænke historiske skikkelser fra kolonitiden i et mere nuanceret og til tider humoristisk lys. Spørgsmål omkring erindring, historie og kolonitidens arv vendes på hovedet for netop at understrege feltets nutidige aspekter og tale op imod den monolitiske historieforståelse, som mange oprindelige folk er blevet bedt om at internalisere. Blandt de behandlede temaer finder man spørgsmål om retten til jorden, historieskrivning, religion, offentlige monumenter, oprindelige folk på tværs af landegrænser, støtte, uafhængighed og overlevelse.
New Red Order Presents: One if by Land, Two if by Sea stræber efter at gøre op med givne tidsmæssige og geografiske forhold, samtidig med at udstillingen fastholder et nuanceret forhold til det stedlige og det specifikke. Rummet, der opstår i krydsfeltet mellem denne fælles specificitet, kan tænkes at afføde nye tilgange til den ”dekoloniserende” indsats og muligvis fremme andre og mere meningsfulde og intuitive udtryk.
Adam Khalil og Zack Khalil (Ojibway-stammen) og Jackson Polys (Tlingit-stammen) fra New Red Order er baseret i New York City. Deres værker er blevet vist på fremtrædende kunstinstitutioner og filmfestivaler, herunder Artists Space og Museum of Modern Art i New York, Haus der Kulturen der Welt i Berlin, Museum of Contemporary Art Detroit, Walker Art Center i Minneapolis, Kunstverein i Hamborg, Toronto Biennalen 2019, Whitney Biennalen 2019, New York Film Festival og Sundance Film Festival.
New Red Order Presents: One if by Land, Two if by Sea er kurateret af New Red Order i dialog med freelancekurator Irene Campolmi og Henriette Bretton-Meyer, Kunsthal Charlottenborg.
Udstillingen er realiseret i samarbejde med CPH:DOX og støttet af Art Hub Copenhagen, Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Det Obelske Familiefond, Knud Højgaards Fond, Office for Contemporary Art Norway, Statens Kunstfond og William Demant Fonden.
Der er gratis entré til udstillingen under CPH:DOX den 23. marts – 3. april 2022, hvor udstillingen har åbent hver dag mandag-søndag kl. 10.00-20.00.
Events i forbindelse med udstillingen:
25. marts 2022 kl. 21.30–23.30: TED Talks on Acid – event i CPH:DOXs Social Cinema
TED Talks on Acid er nytænkende form for live-begivenhed, der bevæger sig i krydsfeltet mellem offentlig forsamling, akademisk symposium, musik- og filmfestival og artist talks. Her optræder kunstnere, aktivister og akademikere i en skøn blanding med rappere og støjmusikere for tilsammen at skabe et diskursivt og forhåbentlig hallucinatorisk trip, der kan stille spørgsmålstegn ved arven fra dansk kolonialisme i alle dens former. Bidragydere i alfabetisk rækkefølge: Sean Connelly, Mathias Danbolt, Katrine Dirckinck-Holmfeld, Marie Kølbæk Iversen, Lars Jensen, Lars Bang Larsen, Asmund Mikkelsen, Virgil B/G Taylor, Uyarakq, m.fl.
Værter: Mathias Kryger og Irene Campolmi. Efter arrangementet afholder CPH:DOX årets åbningsfest af filmfestivalen. Læs mere her.
6. april – 29. maj 2022: The Informants – filmprogram kurateret af New Red Order
For oprindelige folk er kameraet et farligt våben, et våben, der er blevet brugt mod dem lige siden kameraets opfindelse. Antropologien har været besat af at tage og bevare billeder af kulturer, der af antropologien selv er blevet betegnet som “på vej til at forsvinde” – dels gennem etnografiske film og dels ved at opbygge arkiver fyldt med kasser med historiske genstande fra disse kulturer – og har længe været et værktøj, der er blevet brugt til at kolonisere og undertrykke oprindelige folk.
De værker, der er udvalgt til filmprogrammet The Informants udforsker hvad der kan ske, når oprindelige folk tager kameraet til sig og bruger det på deres egen måde. Læs mere her.
29. april kl. 17-18: New Red Order x Sami Girl Gang