Event
16. september 17.00 – 20.00
  • Ferniseringer

Cao Fei

Asia One

Cao Fei er kendt for sine ambitiøse multimedieinstallationer, der reflekterer over den omfattende udvikling, der finder sted i det kinesiske samfund i dag og som i den grad har været med til at forme hendes generation. Kunsthal Charlottenborg er stolte af at kunne præsentere Cao Feis stærke filminstallation Asia One i nordfløjen, og inviterer til ferniseringen:

Fredag den 16. september kl. 17.00-20.00

Program for aftenen:
Kl. 17.00: Velkommen + bobler til de 100 første besøgende
Kl. 17.10: Åbningstale ved kurator Henriette Bretton-Meyer og kurator Michelle Cotton
Kl. 17.20-20.00: DJ Tjiquita spiller musik og Apollo Bar serverer fadøl i nedre foyer
Kl. 20.00: Kunsthallen lukker

Entreen er gratis og alle er velkomne. Samme dag er der også fernisering på efterårets store gruppeudstilling, Post-Capital.

Om udstillingen:
Cao Fei (f. 1978) står i dag som en pioner for en hel generation af kunstnere, for hvem digitale medier og netværksteknologi er en integreret del af hverdagen. Hun blander samfundsdebat, populærkulturel æstetik, referencer til surrealisme og dokumentariske elementer i et særpræget kunstnerisk formsprog, der har givet genlyd verden over i de senere år. I sine omhyggeligt iscenesatte film portrætterer Cao Fei et Kina, der står splittet mellem fortid og nutid, mellem det historiske og en længsel efter alt, hvad der er nyt.

Udstillingen på Kunsthal Charlottenborg præsenterer filminstallationen Asia One (2018), der omfatter to filmværker, Asia One og 11.11 (henholdsvis 63 og 60 min.). De to film indgår i en markant totalinstallation, der peger på højaktuelle emner som forbrugerisme, teknologi og usikre ansættelsesforhold og spørger, hvordan disse områder vil påvirke os både nu og i fremtiden i den globaliserede verdens rivende udvikling.

Asia One er kurateret af Henriette Bretton-Meyer og vises i forbindelse med gruppeudstillingen Post-Capital: Art and the Economics of the Digital Age skabt af Mudam Luxembourg – Musée d’Art Moderne Grand-Duc Jean i tæt samarbejde med Kunsthal Charlottenborg.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Det Obelske Familiefond, Knud Højgaards Fond, Statens Kunstfond, William Demant Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Læs mere her.