
Francis Upritchard, Any Noise Annoys an Oyster, 28. september 2024 – 16. februar 2025
Francis Upritchard udfolder en verden af havfruer, mytiske væsner og excentriske figurer i sin første udstilling i Skandinavien. Med mere end 100 værker skaber den omfattende udstilling et særligt univers et sted mellem forestillinger om vores fortid og visioner for en fremtid.
Francis Upritchard (f. 1976, bosat i London) arbejder i et krydsfelt mellem billedkunst og kunsthåndværk. Hendes kunst kan antage mange forskellige former, lige fra figurative skulpturer i stor skala til keramik, mundblæste glasvaser, smykker og bittesmå væsener.
Upritchard er optaget af hvordan fortiden opfattes i dag og hvordan fremtiden kunne tænkes at se ud, og hun trækker på inspirationskilder, der rækker lige fra oldtidskunst og asiatisk folklore til europæisk skulptur fra det 20. århundrede og science fiction. Blandt de udstillede værker er skulpturer, der legemliggør mytologiske fabeldyr og andre væsner fra fortiden såsom kentaurer, havfruer og dinosaurer, udført i bronze såvel som balata (naturgummi fra Brasilien).
På Kunsthal Charlottenborg vil disse væsner være ledsaget af en stor samling af kunstnerens egne miniatureskulpturer og en gruppe excentriske figurer klædt i farverige gevandter. Som helhed betragtet undviger Upritchards værker etablerede normer og skaber en kalejdoskopisk fortælling, der giver mulighed for at gøre sig overvejelser om forskellige facetter af den menneskelige tilstand.
Gennem sin karriere har Upritchard opnået international anerkendelse for sit slående og originale formsprog. Hun har deltaget i en lang række udstillinger rundt om i verden og har bl.a. repræsenteret sit hjemland på Venedig Biennalen, samarbejdet med den anerkendte britiske modeduo Peter Pilotto, og i 2022 skabte hun et monumentalt, permanent udendørs skulpturværk for Art Gallery of New South Wales i Sydney.
Any Noise Annoys an Oyster er kurateret af Henriette Bretton-Meyer.
Udstillingen er støttet af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, William Demant Fonden.




