- Omvisninger
Kuratoromvisning med Henriette Bretton-Meyer
En kæmpe naturgummi-dinosaur, stofmasker med pink skæg og fodboldøjne, og en trold med flere trolde inde i ørene. I den newzealandske billedhugger Francis Upritchards univers kan du finde kentaurer, havfruer og andre forunderlige væsener og fabeldyr. Er det mon en rejse tilbage til fortiden, eller er det måske fremtiden, som ser sådan ud?
Kom med på omvisning og få et unikt indblik i skabelsen af udstillingen, når kurator Henriette Bretton-Meyer folder Upritchards praksis ud. På omvisningen vil du få en generel introduktion til udstillingen, høre mere om de forskellige materialer og få historierne bag nogle af de finurlige detaljer, som kan opleves på de mere end 100 værker af keramik, mundblæste vaser, smykker, tæpper og skulpturer, som er med i udstillingen. Læs mere om udstillingen her.
Omvisningen foregår på dansk og tilmelding er ikke nødvendig. Der er gratis entré på Kunsthal Charlottenborg hver onsdag fra kl. 17.00-20.00.