Rekordår for Kunsthal Charlottenborg
7.000.000 besøgende og 75.000 kunstværker af 13.500 kunstnere fra 128 lande. Det er tal, man kan se i en landsdækkende kampagne, der sætter fokus på Kunsthal Charlottenborgs betydning siden grundlæggelsen i 1883. Og 2016 bliver et rekordår for kunsthallen.
Med et stærkt besøgt efterårsprogram opnåede Kunsthal Charlottenborg i 2015 det højeste besøgstal siden 2009. Udviklingen er fortsat i 2016, hvor kunsthallen alene i juli måned oplevede en publikumsfremgang på 70 %, og i første halvdel af 2016 en samlet fremgang på 15 % i forhold til besøgstallet for samme periode i 2015. Allerede i august blev budgetmålet i forhold til betalende gæster nået, og i weekenden passerede kunsthallen så besøgstallet for sidste år, som i sig selv var et rekordår.
Disse resultater er opnået samtidig med, at kunsthallen har fastholdt et højt fagligt ambitionsniveau med udstillinger og arrangementer på internationalt niveau. Direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, udtaler:
”Vi er stolte over tallene og de mange besøgende, der kommer i huset. Tallene i vores kampagne viser, hvor stor betydning Kunsthal Charlottenborg har haft for den danske og internationale kunstscene gennem historien. Den betydning vil vi fastholde og udbygge. Og derfor er det selvfølgelig positivt med den udvikling, vi har været igennem i det seneste år, hvor vi har haft et konstant fokus på høj kvalitet, nye retninger og på publikum.”
Også i besøgende på sociale medier har Kunsthal Charlottenborg oplevet fremgang i 2016 med en stigning på 23 % i antallet af fans på Facebook, mens den samlede rækkevidde på kunsthallens Facebook-side er på 930.760 personer siden 1. januar. Endelig har kunsthallen opnået en stigning på 110 % i antallet af følgere på Instagram siden årsskiftet.
”Trods de flotte tal er det vigtigste den kunstneriske kvalitet. Som vores kampagne fortæller, har Kunsthal Charlottenborg siden 1883 været stedet, hvor de besøgende har kunnet opleve de nye talenter, se ind i fremtiden og møde verdensstjernerne. Og sådan er det stadig.”, siger Michael Thouber.
Fakta om Kunsthal Charlottenborg
Allerede i åbningsåret 1883 debuterede P.S. Krøyer og Anna Ancher på Charlottenborg. I 1885 var det Vilhelm Hammershøi, og siden var det kunstnere som Edvard Munch, Asger Jorn, Else Alfelt, Henry Heerup, Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Poul Gernes, Kirsten Justesen og Olafur Eliasson, der indtog huset.
I 2016 debuterede 117 kunstnere fra hele verden på Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg. Derudover viste 34 nye talenter fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler deres værker over sommeren på Afgangs-udstillingen. Samtidig har kunsthallen i år vist internationale stjerner som Yoko Ono og Brian Eno.
Netop nu viser Kunsthal Charlottenborg udstillingen An Age of Our Own Making med samtidskunstnere fra Asien, Afrika og Mellemøsten ved siden af udstillingen Museum Pist Protta med deltagelse af over 80 samtidskunstnere fra Danmark og udlandet. Danske Simone Aaberg Kærn udstiller også sit Batalje-maleri, der viser hendes indtryk af den danske krigsindsats i Libyen.
Sidst på året fejrer vi 25 års jubilæum for det kunstnerdrevne land Kongerigerne Elgaland-Vargaland og indvier den danske ambassade for landet på kunsthallen. Og endelig viser vi henover vinteren den tyske stjerne, Hito Steyerl, der havde sit store gennembrud på sidste års Venedig Biennale.
Den landsdækkende kampagne ”Kunsthal Charlottenborg – Toneangivende siden 1883” bliver vist på skærme på Metrostationer, Abribus-standere ved busholdepladser, på plakater i byrummet, via bannerannoncering og i landsdækkende dagblade. Læs mere om kampagnen og se eksempler på nogle af de værker og kunstnere, der har udstillet på slottet mellem Kgs. Nytorv og Nyhavn siden 1883 på vores hjemmeside: kunsthalcharlottenborg.dk