Søg

Kontroversiel udstilling med fokus på den digitale modstandskamp

Hvem ejer retten til at definere, om whistleblowers er samfundets helte eller fjender? Dette spørgsmål tages op i den kontroversielle udstilling 'Whistleblowers & Vigilantes', der præsenterer hovedpersoner, positioner og strategier i den digitale modstandskamp. Udstillingen kan opleves på Kunsthal Charlottenborg henover sommeren.

Gennem kunstværker, tv-klip, overvågning, dokumentarisme og historiske dokumenter præsenterer den kontroversielle udstilling Whistleblowers & Vigilantes en række af de vigtigste hovedpersoner og former i den digitale modstandskamp samt de aktivistiske strategier og juridiske opfattelser, som præger denne. Udstillingen stiller bl.a. spørgsmålet, om der bag den digitale aktivisme står frihedskæmpere, der slås for sandhed og retfærdighed, eller terrorister, der truer statens sikkerhed?

Med en række aktuelle eksemplarer skaber udstillingen dermed perspektiver på den intensive debat om whistleblowers og digital aktivisme, der har hersket de senere år i forbindelse med Edward Snowden, Julian Assange og Chelsea Mannings afsløringer af fortroligt materiale. Disse tre whistleblowers repræsenteres i udstillingen sammen med bl.a. Anonymous, DIS, Ted Kaczynksi (UNA-bomberen), Etoy, Omer Fast, Peng! Collective og Metahaven.

Udstillingen undersøger desuden, hvad der forbinder whistleblowers, hackere, aktivister, kunstnere og andre eksponenter for den radikale type online-aktivisme, der siden 1996 har blomstret under den engelske term ‘internet vigilantism’ eller simpelthen ‘digilantism’. Der trækkes samtidig historiske tråde til modstanden mod statslig overvågning, men også mod den tekniske og økonomisk motiverede overvågning igennem de seneste 45 år.

Udstillingen er kurateret af Inke Arns og Jens Kabisch og organiseres i samarbejde med Hartware MedienKunstVerein i Dortmund.

FAKTA OM UDSTILLINGEN

Whistleblowers & Vigilantes – Den digitale modstandskamp
Gruppeudstilling med bl.a. Anonymous, Julian Assange, DIS, Omer Fast, Chelsea Manning, Metahaven og Edward Snowden.
18. juni – 13. august.

Fernisering: Lørdag 17. juni kl. 15-18