CHART indtager Kunsthal Charlottenborg i weekenden
I den kommende weekend indtager CHART ART FAIR 2017 Kunsthal Charlottenborg med kunstmesse, performances, talks, koncerter, arkitekturelle installationer m.m. Læs mere om programmet for årets udgave af CHART.
Fra den 1. – 3. september indtager CHART Art Fair igen Kunsthal Charlottenborg for at samle 33 af de førende gallerier i Norden. Kunstmessen bygger på den skandinaviske tradition for samarbejde og præsenterer derfor gallerierne i fællesskab.
Sideløbende med messen afholdes CHART Social, som er et program bestående af en række kulturelle begivenheder og udstillinger, der udforsker samspillet mellem kunst, design, arkitektur, musik, performance og gastronomi. CHART Social, som er gratis og åbent for alle, finder sted på Kunsthal Charlottenborg og andre steder i byen, både før og under messen.
CHART SOCIAL
Her følger et udpluk af hvad man vil kunne opleve som en del af CHART Social-programmet:
CHART x Basel x CC
Et samarbejde mellem CHART Art Fair og byen Basel, der sammen vil skabe en udstilling i stor skala med eksisterende og nyskabte værker på Copenhagen Contemporary. Udstillingen med titlen Ex Situ. Samples of Lifeforms viser værker af bl.a. A-Kassen, Laurent Huet og Tomás Saraceno.
Læs mere om udstillingen her og her.
CHART Emerging
CHART Emerging blev etableret i 2016 med det formål at skabe en platform for en ung og spirende generation af nye kunstnere. CHART Emerging er kurateret af Helga Christoffersen, assisterende kurator ved New Museum i New York, og tager form som et forskningsprojekt, der vil resultere i en omrejsende udstilling, en bogudgivelse og herefter en online database, som løbende dokumenterer den nye generation af kunstnere.
CHART Art Fair Film
CHART Art Fair Film er en ny sektion af kunstmessen. Programmet består af en række filmværker af bl.a. Marina Abramović, Maria Friberg, NUG, Tuomas A. Laitinen, Sigurður Guðjónsson og Steina, som vises i den nye, specialdesignede biograf på Kunsthal Charlottenborg. Efter CHART vil CHART Art Fair Film indgå som en del af Kunsthal Charlottenborgs program for efteråret 2017.
CHART Talks
CHART Talks programmet vil samle vigtige stemmer fra den globale kunstscene bl.a.: Alex Da Corte, Bosco Sodi, Chris Fite-Wassilak, Christian Falsnaes, Goldin+Senneby, Hans Ulrich Obrist, Helga Christoffersen, Justin McGuirk, Katharine Stout, Kirstine Roepstorff, Maria Lind, Mark Leckey, Peter Pakesch, Richard Parry, Shwetal Patel, Sofia Hernández Chong Cuy, Stefanie Hessler og Tue Greenfort.
CHART Design
CHART Design præsenterer et specielt kurateret program med titlen What It Is, When It Is Not bestående af talks, performative forelæsninger og projekter i det offentlige rum der sætter fokus på designs flertydige natur. Som en del af CHART Design vil du bl.a. kunne opleve den norske keramiker Lillian Tørlen, den svenske performance duo Goldin+Senneby samt den danske kunstner Hanne G.
Mere information
Læs mere om CHART Art Fair her, her og her.
Læs det fulde program for CHART 2017.
Få en oversigt over det fulde program for CHART Social her og her.