Kunsthal Charlottenborg viser film om internet-aktivist i samarbejde med DR2 Dokumania
Kunsthal Charlottenborg viser i samarbejde med DR2 Dokumania filmen 'Internettets vidunderdreng' om Aaron Swartz, der tragisk begik selvmord i 2013. Filmen vises i anledning af Ahmet Ögüts aktuelle udstilling, der inkluderer en ny bronzeskulptur af filmens hovedperson Aaron Swartz.
Aaron Swartz er en af internettets helte. I dokumentaren Internettets vidunderdreng (org. The Internet’s Own Boy) fortæller filmskaberen Brian Knappenberg historien om den unge udvikler og aktivist, der tragisk begik selvmord i 2013.
Dokumentarfilmen portrætterer et fascinerende menneske, der levede og åndede for at gøre information og viden tilgængelig for så mange som muligt. Aaron Swartz kæmpede for et åbent internet, og i sit korte liv nåede Aaron Swartz at være medstifter af nyhedssitet Reddit, at være medudvikler på RSS-teknologien og at lave en tidlig udgave af et Wikipedia-lignende online-leksikon.
Begik selvmord efter sigtelse med krav om 35 års fængsel
Det var dog især hans glødende internet-aktivisme, der gjorde ham berømt og berygtet. Han engagerede sig blandt andet i kampen for at gøre juridiske og akademiske dokumenter frit tilgængelige, og det endte med at koste ham dyrt.
Aaron Swartz blev sigtet for ulovligt at have tiltvunget sig adgang til en onlinebase med akademiske artikler via et netværk på MIT (Massachussetts Institute of Technology) og stod til at risikere helt op til 35 års fængsel og en bødestraf i million-dollar-klassen. Den 11. januar 2013 blev han fundet død i sin lejlighed i Brooklyn.
Vært på P1-programmet Harddisken, Anders Høeg Nissen, skrev følgende anbefaling, da filmen blev vist første gang på DR2: ”I dokumentaren “The Internet’s Own Boy” fortæller både venner, kæreste, familie og med-aktivister om Aaron Swartz. Der bliver tegnet et billede af en ultraklog, idealistisk dreng, som dog også kunne være påståelig, nedladende og over-entusiastisk. Ikke desto mindre sidder man tilbage med en klar følelse af, at verden har mistet et af de mennesker, der har gjort en forskel. Filmen lider ganske vist lidt af at det ikke er lykkedes at få folk fra anklagemyndigheder, FBI og artikeldatabaserne til at medvirke, så det bliver en noget ensidet affære. Ikke desto mindre får dokumentaren min fulde anbefaling.”
Filmen vises i biografen på Kunsthal Charlottenborg i perioden 16.–28. januar 2018 og bliver også vist 24. januar på DR2 og vil fra 25. januar kunne ses på dr.dk.