Søg

Afgang 2018 fejres med festlig fernisering

På fredag åbner dørene til den årlige afgangsudstilling for dimittenderne fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, og det fejres med en festlig fernisering med performance, dj, drinks og mad.

FERNISERING MED PERFORMANCES, DJ, BAR OG LÆKKER MAD 
Når den nyeste kunst fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskolers præsenteres til afgangsudstillingen, er det en årlig begivenhed, som altid markeres med en festlig aften.

I år er ingen undtagelse, og når Afgang 2018 åbner fredag den 13. april kl. 18 inviterer Kunsthal Charlottenborg og Billedkunstskolerne til en festlig fernisering, hvor der vil være performance af Orchid Domain feat. Ragnhild May samt velkomst tale ved rektor Sanne Kofoed Olsen og kurator Henriette Bretton-Meyer. Derudover byder aftenen på musik af DJ Lord Soft, Apollo Kantine serverer dagens ret og baren åbner kl.18.

BILLEDKUNSTSKOLERNES AFGANGSUDSTILLING 
Afgang er den årligt tilbagevendende udstilling for dimittenderne fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. 25 kunstnere færdiggør i disse måneder deres 6-årige uddannelse, og udstillingen er på én gang kronen på værket og en indsigt i kunstnernes uddannelsesproces.

Materialer og udtryk varierer fra kunstner til kunstner, men samlet set giver afgangsudstillingen et spændende udsagn om samtidskunstens fremtidige udtryk. Afgang 2018 præsenteres i de klassiske rammer af store ovenlyssale på Kunsthal Charlottenborg – en bygning som i 1883 åbnede med den vision at vise det nyeste, billedkunsten havde at byde på.

DE UDSTILLENDE KUNSTNERE ER:
Banaan Al-Nasser, Louka Anargyros, Kinga Bartis, Emilia Bergmark, Viktor-Emil Dupont Billund, Emil Alenius Boserup, Emelie Carlén, Ockie Basgül Dogan, Sebastian Hedevang, Anna Kristine Holmberg, David Stjernholm, Morten Knudsen, George Koutsouris, Stephanie Bech, Frederik Worm, Frederik Næblerød, Stefan Plahn, Asta Lulu Refn, Kristoffer Raasted, Louis Scherfig, Sara Sjölin, Marco Spörle, Albin Werle, Ida Retz Wessberg, Fabian Wigren.

På opfordring af kunstnerne selv er kunsthallens kurator Henriette Bretton-Meyer blevet udpeget til at kuratere årets udgave af Afgang. Senest har hun kurateret omfattende soloudstillinger med Ahmet Ögüt, Tori Wrånes, Hito Steyerl og Pist Protta, og var i perioden 2006–2012 kunstnerisk leder af udstillingsstedet Overgaden i København, hvor hun nåede at realisere mere end 50 udstillinger.

Læs mere om Afgang 2018