Søg

Afvist facadeværk fra årets afgangsudstilling bliver nu vist på ARoS

På baggrund af debatten om Banaan Al-Nassers afviste facadeværk, har ARoS’ direktør Erlend Høyersten gjort det muligt at udstille værket på ARoS’ facade allerede slutningen af uge 16. Værket skulle oprindeligt have været en del af ’Afgang 2018’, afgangsudstillingen for de nye kunstnere på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, der har fernisering på fredag den 13. april kl 18-22 på Kunsthal Charlottenborg.

På fredag 13. april åbner årets afgangsudstilling Afgang 2018 med de nyuddannede kunstnere fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Dog, vil et stort facadeværk af Banaan Al-Nasser ikke blive vist som planlagt på Kunsthal Charlottenborgs facade mod Nyhavn, efter at have fået afslag fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Efter et interview med Banaan Al-Nasser og Kunsthal Charlottenborgs direktør Michael Thouber i Berlingske, har ARoS’ direktør Erlend Høyersten tilbudt at udstille værket på ARoS facade i Aarhus allerede i løbet af næste uge.

“Jeg læste om det afviste værk, og jeg var mildest talt overrasket over afgørelsen. Jeg synes det er et virkelig godt kunstværk, og derfor har vi tilbudt kunstneren at udstille værket på ARoS’ facade i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg. Dermed kommer værket nu ud i byrummet, som oprindeligt var tanken”, udtaler Erlend Høyersten, direktør på ARoS.

Muligheden for i stedet at udstille på ARoS begejstrer kunstner Banaan Al-Nasser:

“Jeg er dybt bevæget og taknemmelig for den støtte Kunsthal Charlottenborg har vist mig efter afslaget fra Slots- og Kulturstyrelsen, og glad over muligheden for nu at få vist værket i bybilledet i Aarhus. Tusind tak til Erlend Høyersten og ARoS for tilbuddet om at udstille
værket på ARoS’ facade. Det er en kæmpe ære for mig.”

Banaan Al-Nassers facadeværk er langt mindre omfattende end de to værker Kunsthal Charlottenborg tidligere har fået tilladelse til at hænge op på facaden; værkerne af Ibrahim Mahama i 2016 og Ai Weiwei i 2017. Det afviste kunstværk er midlertidigt og skulle blot hænge på facaden i fem uger efter rådgivning af fagfolk, så der ikke ville blive efterladt varige skader på bygningen. Derfor undrer afslaget direktør på Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, der dog glæder sig over muligheden for at vise værket på ARoS:

“Vi er utrolig glade for det generøse tilbud og det nye samarbejde med ARoS. Vi ville selvfølgelig helst have vist værket på vores egen facade mod Nyhavn, men når nu det ikke kan lade sig gøre, kan jeg ikke forestille mig noget bedre sted at vise det end på ARoS”, siger Michael Thouber, direktør på Kunsthal Charlottenborg.