Søg

Jakob Jakobsens omdiskuterede kunstværk ”Dødsfald” bliver udstillet på Kunsthal Charlottenborg

Jakob Jakobsens værk ”Dødsfald” bestående af 20 A4-ark indkøbt af Københavns Kommunes Billedkunstudvalg for 10.000 kr. bliver udstillet, så københavnere og andre danskere får mulighed for at se værkerne, der har skabt debat overalt i Danmark. Ferniseringen er onsdag den 18. juli kl. 17, hvor kunstneren vil være tilstede.

”Lars Løkke Rasmussen er død”, ”Henrik Sass Larsen er død”, ”Birthe Rønn Hornbech er død” … sådan lyder teksten på nogle af de A4 ark der indgår i Jakob Jakobsens kunstværk ”Dødsfald”. Værket blev i juni måned 2018 indkøbt af Københavns Kommunes Billedkunstudvalg for 10.000 kr., og det har de seneste dage skabt landsdækkende debat. Selv siger kunstner Jakob Jakobsen om debatten af værket:

– ”Jeg synes, det er interessant at se, hvad det er for nogle reaktioner, der opstår, når man bruger sådan nogle ord. Jeg kunne lige så godt sige: ’Lars Løkke Rasmussen er sød’, eller han er dum. Så værket er egentlig skabt for at undersøge, hvad sproget kan”

Efter aftale med kunstneren bliver værket nu udstillet på Kunsthal Charlottenborg. Direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, udtaler:

– ”Enhver debat af samtidskunsten hilser jeg velkommen, og jeg glæder mig naturligvis over, at en dansk kunstners værk har været tophistorie i landsdækkende medier. Men kunstnerisk debat bliver trods alt mest kvalificeret, hvis dem der diskuterer værket faktisk har set det. Jeg er derfor glad for, at Jakob Jakobsen har givet os mulighed for at udstille værket ’Dødsfald’ så danskerne nu kan se værket med deres egne øjne”.

Værket ’Dødsfald’ består i alt af 20 A4-ark med en politikers navn og fremtidige dødsfald annonceret på hvert ark. De politikere som kunstneren Jakob Jakobsen kunne komme i tanke om, da han skabte værket.

Direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, sidder med i Københavns Kommunes Billedkunstudvalg og var med til at købe værket, og siger om det:

– ”Jeg ser værket som en række åbne nekrologer, der endnu ikke er skrevet. Det vil sige, at det stadig er uvist, hvad det er vi vil huske de pågældende politikere for. Hvad er det de pågældende politikere og personer har forandret? Hvad har de gjort for vores samfund? Hvad var meningen med deres liv og virke? Hvad er det vi vil skrive ind i en nekrolog når dagen kommer? Døden og meningen med livet har altid været store temaer i kunsten. Med blot to ord formår Jakob Jakobsen at sætte disse store temaer i spil. Det er derfor jeg synes det er et tankevækkende kunstværk og heldigt at det i fremtiden kommer til at hænge på en af Københavns Kommunes institutioner”

Mange har i debatten de seneste dage fundet det kontroversielt at tale om døden på denne måde, hvor kunstneren udråber nulevende politikeres død inden det er sket, men baggrunden for kunstværket er, at det er skabt til fremtiden. Værket er nemlig oprindeligt skabt til kunsttidsskriftet Pist Prottas jubilæumsnummer, som redaktionen besluttede skulle være en fremtidsudgave til år 2031. En række kunstnere blev bedt om at bidrage med værker til 2031. Værket ’Dødsfald’ var Jakob Jakobsens bidrag. ‘Dødsfald’ er tidligere vist på Overgaden i København, Århus Kunstbygning og Brandts Klædefabrik i Odense. Jubilæumsnummeret af Pist Protta med værket indgik også på udstillingen ”Museum Pist Protta” på Kunsthal Charlottenborg i 2016.

———————–

Jakob Jakobsens værk ’Dødsfald’ udstilles fra 19. juli – 12. august 2018 på Kunsthal Charlottenborg.

Fernisering er onsdag den 18. juli kl. 17.

Kunstneren vil selv være til stede og i forbindelse med ferniseringen afholdes en offentlig samtale mellem Jakob Jakobsen og direktør for Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber.

Der er gratis adgang for alle interesserede til både samtalen og ferniseringen.

 Download Jakob Jakobsens værk “Dødsfald” her