Søg

Israelsk kunstner stiller på satirisk vis skarpt på magt, begær og global politik i ny udstilling på Kunsthal Charlottenborg

Danmarks første soloudstilling med kunstner, forfatter, instruktør og professor Roee Rosen præsenterer billedserien 'Vladimir’s Night' og filmen 'The Dust Channel', der blev vist på documenta 14 og som nu kan opleves fra 31. oktober 2019 på Kunsthal Charlottenborg.

Roee Rosen (f. 1963 i Rehovot) er en kritisk stemme i sit hjemland, som har skabt et kunstnerisk univers, der undergraver det normative gennem fiktion og satire, mens han sammenfletter israelsk og global politik med myter og historiske referencer. Ved hjælp af fiktive figurer og ikonografiske motiver trækker Rosen på, og transformerer, både historisk avantgarde samt populære medier, politisk propaganda og klassiske eventyr til børn. For at understrege sit fokus på kunstnerisk udfoldelse under eksil og undertrykkelse arbejder han ofte under pseudonym, hvor alle værker, som det er tilfældet på Kunsthal Charlottenborg, er skabt af den russiske forfatter og kunstner Maxim Komar-Myshkin, der efter sin flugt fra Rusland til Israel kæmpede med både sin egen paranoia og omgivelsernes restriktioner. Denne kamp mellem indre og ydre magter kommer også til udtryk i udstillingen The Mosquito-Mouse and Other Hybrids på Kunsthal Charlottenborg.

Her præsenteres værkserien Vladimir’s Night (2011-2014), der består af 39 gouacher og vers, der på satirisk vis stiller skarpt på fetichisme og magt, inspireret af de såkaldt uofficielle Moskvakunstnere fra 60erne og 70erne som fx Kabakov og Pivovarov. Vladimir’s Night er en hybrid af en børnebog, en martyrhistorie og en twisted politisk fortælling, hvor hovedpersonen Vladimir både er et lille barn og en politisk leder. Han er omgivet af animerede genstande og absurde scenarier. Det hele starter som en munter billedfabel, der langsomt glider over i voldsom og grotesk fortælling om magt og tortur. Vladimir’s Night er skrevet af Maxim Komar-Myshkin, der efter sin flugt til Tel Aviv grundlagde kunstnerkollektivet Buried Alive Group, hvis videoer og manifester også kan opleves i udstillingen.

Udstillingen præsenterer også The Dust Channel (2016), der fik stor opmærksomhed under documenta 14. Filmen er det sidste kapitel i den serie, der tager udgangspunkt i Komar-Myshkin’s kunstneriske liv og er en operette om alle former for renselse, der foregår i en borgerlig israelsk familie, hvis frygt for snavs, støv og enhver form for fremmedelementer udmunder i en nærmest perverteret hengivenhed til husholdningsapparater. Værket spiller på sammenhængen mellem støv og sand ved at inddrage den israelske ørken, hvor politiske flygtning varetægtsfængsles og fremmedangsten blomstrer. Fængslet hedder Holot, der på hebraisk betyder sand. The Dust Channel er en absurd og politisk spiddende fiktion, der skaber et polemisk rum for aktuelle samfundsrelaterede spørgsmål.

Roee Rosen er professor på HaMidrasha College of Art, Kfar-Saba, og Bezalel Art Academy of Arts and Design, Jerusalem. I sin praksis arbejder han med emner som magt, begærsformer og strukturel vold. I forbindelse med udstillingen laves en mindre publikation med tekst af Paul B. Preciado, der lanceres i løbet af efteråret.

Læs mere om udstillingen her.

Udstillingen er kurateret af Anne Mikél Jensen og støttet af Grosserer L. F. Foghts Fond, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond.

Roee Rosen
The Mosquito-Mouse and Other Hybrids
31. okt 2019 – 16. feb 2020
Fernisering: 30. okt 2019 kl. 17:00